Vi forlod København lige inden Danmark igen-igen blev dækket af et lækkert lag frisk sne, og ankom til Gran Canaria i en regnstorm. Derefter nød vi et par dage i et dejligt mildt klima, hvorefter vi blev calima-ramt. Så blev det rigtigt forår, med blomstrende mandeltræer, tindrende blå himmel og masser af badegæster. Og alt dette på 10 dage…
Normalt er den sydlige del af Gran Canaria et meget tørt, brunt landskab, men det har regnen lavet helt om på! Til gengæld er søer og floder brune som mudder, efter de kraftige regnskyl.
Og pludselig gik det op for os, hvorfor der ingen modkørende trafik var. Stenskred. Tom stod ud af bilen for at dirigere chaufføren, så bunden af bilen ikke ramte de store sten. Min mor stod ud af bilen fordi hun var ræd for at den skulle trille ned af bjergsiden. Mens hun stod der på vejen ramlede der så lige et par sten ned bag hende… Jeg blev selvføgelig siddende på bagsædet og strikkede og fik da også taget et par billeder.
Dagene med sol og varme har virkelig fået gang i foråret, mandeltræerne blomstrer så det er en lyst, og pludselig er det ikke kun parkerne og haverne der er grønne. Nogle af de frø der spirer og planter der pludselig eksploderer i grønt må være meget hårdføre. Faktisk har en del af palmerne overlevet en brand for flere år siden, og står nu med grønne blade og kulsorte stammer.
I sidste uge var jeg til en af den slags julefrokoster, som jeg holder meget af. Der var hverken nissehuer, snaps eller julesange – til gengæld var der Bollywood-dans og champagnesabling!
For knap 3 år siden meldte jeg mig ind i foreningen Webgrrls i forbindelse med et medlemsmøde, hvor Karin Høgh skulle fortælle om RSS. Som jeg faktisk havde ret godt styr på, men det var anledningen.
Jeg kendte ikke andre end Karin i forvejen, men blev hurtigt budt velkommen og faldt i snak med nogle spændende mennesker. Et medlemsmøde blev til flere, og til generalforsamlingen i 2007 holdt Abelone Glahn et rigtig godt oplæg om netværk og så glemte jeg at sidde på mine hænder resten af aftenen. Ja, jeg kom til at sige ja, da nogen spurgte om jeg ville stille op til bestyrelsen… men hvad vidste jeg om den slags – det var jo første gang jeg overhovedet var medlem af en forening!
Tilbage til julefrokosten; vi startede med champagnesablingen og dertil hørende champagnedrikning (det kunne jeg godt i forvejen…) og vi kårede årets webgrrl Lisbeth Scharling, og ikke mindst fik vi talt om alt fra køreprøver over strikkeopskrifter til podcasts, mashups, iPhone applikationer og CSS3. Jeg glæder mig allerede til næste år!
Tidsfordriv har jeg brug for lige nu, mens jeg venter på at iTunes opdaterer min iPod med alle de ‘uhørte’ podcasts som den slettede tidligere på dagen… er der stadig ikke et bedre alternativ til pc/podcasts?
Sidst jeg prøvede Songbird duede det ikke til podcasts. Sidst jeg prøvede WinAmp var det for grimt selv med et ekstra skin. Så jeg venter, og fordriver tiden.
Ideen stammer fra Tim van Damme: A simple game: Go to the address bar in your favorite browser, and type one letter. Start with “a”, end with “z”.
Der er faktisk ret mange situationer, hvor vi oplever ubærlig ventid…
Prøv så at forestille dig at vente i årevis, at vente i årevis på noget, du ikke rigtig ved hvad er. Prøv lige at forestille dig at du er 7 år gammel, og at du har boet hele dit liv i et asylcenter – det er sådan et sted, hvor man venter, venter, venter, venter, venter.
Vi kan simpelthen ikke være det bekendt!
Hvis du ikke allerede har gjort det, vil jeg opfordre dig til at skrive under på de 3 krav til politikerne:
Asylbørnene skal ud af centrene
Børnene skal leve et normalt liv med deres forældre
Børnene og deres forældre skal have den behandling og de tilbud, de har brug for, så de kan komme sig over deres traumer
Hvor svært kan det være? Du kan skrive under her: asylboerneneudnu.dk Hvis du allerede har skrevet under – tak!
Jeg bruger oftere og oftere Skype i stedet for min mobiltelefon (fastnettelefonen droppede vi for flere år siden), især efter at jeg fik dette smarte lille Sennheiser headset. Det er så let, at jeg ikke har noget imod at sidde med det på i længere tid, og det fylder så lidt at jeg uden problemer kan have det med, når jeg tager laptoppen eller netbooken med i byen.
Egentlig ville jeg helst undvære telefonen, det har aldrig været min yndlingsbeskæftigelse at sidde og ordne verdenssituationen via telefonen, men nu hvor Aviaq er i Seoul i flere måneder, er det godt nok dejligt at kunne tale sammen lige så længe vi har brug for, uden at skulle tænke på minuttaksten!
Hvis du ikke har nogen anelse om hvad min yndlingsdatter laver i Seoul, skulle du tage kigge forbi på Koreatur – det er ret utroligt!
Apropos telefoner, så har min Samsung snart 5 års fødselsdag, og den fungerer stadig upåklageligt, både som telefon, kamera og radio. Jeg kan godt li’ godt kram!
På torsdag skal jeg til konference. Jeg har nemlig fået lov til at købe en af de kun 100 billetter, der var til salg til TEDxCopenhagen. Ligesom flere andre undrede jeg mig over at der kun var 100 pladser, over at billetten kun kostede 250 kr. for en hel konferencedag og ikke mindst over at man skulle ‘ansøge’ om at få lov til at købe en billet.
Forklaringen er dog såre enkel; konceptetet tilhører TED, og de har opstillet en række meget specifikke krav der skal opfyldes.
Jeg glæder mig til at høre hvad talerne har på hjerte, jeg glæder mig til at mødes med resten af deltagerne, og jeg har lavet en Twitter-liste: tedxcph – hvis du bruger Twitter og skal med på TEDxCopenhagen på torsdag, tilføjer jeg dig gerne!
PS. Hvis du ikke kender TED, så kan du begynde her:
og jeg har længe haft lyst til at lave et nyt WordPress template til min egen blog. Der mangler stadig nogle justeringer, men nu får I lov til at se det, og jeg håber I kan li’ det!
Hvis du gerne vil følge med på bloggen ligger den her: lisarisager.dk/blog, hvis du mest er interesseret i håndarbejde, kan du nøjes med dette link: lisarisager.dk/flittig.
Vi er på ferie! Vi cykler fra by til by langs Spaniens østkyst, fra Barcelona og sydpå. Vi blogger selvfølgelig om det…
I dag kørte vi på grusvej med masser af huller, vandpytter (søer) og store og små sten, og jeg fik lært at fokusere på det bedste spor at cykle i, fremfor at fokusere på den sten eller det hul jeg ville undgå. Det er som bekendt svært at lade være med at tænke på en lyserød elefant!
Og så var jeg efterhånden blevet 10 år gammel, boede nær Chipata i Zambia, gik i skole og havde en sanglærerinde, Mrs. Ainsworth, der i sin hidsighed over elever der formastede sig til at synge falsk, kastede sine sko efter os. Alligevel var jeg meget glad for at synge, jeg tilbragte mange eftermiddage på mit værelse mens jeg tog sangbogen fra en ende af og skrålede alle de sange jeg mente at kende… og jeg tror det lød bedre, end da jeg nogle år senere prøvede at lære at spille blokfløjte.
Musikken vi hørte dengang var vist mest Nina & Frederik og Harry Belafonte, og så kan jeg huske at jeg havde en single med propaganda-sangen “UNIP – Yes”. Åh, ja, Kenneth Kaunda og hans United National Independence Party, som endte med at være det eneste legale politiske parti i Zambia i en årrække.
Det var først da vi flyttede hjem til Nuuk igen i begyndelsen af halvfjerdserne, at jeg for alvor opdagede musikken. Abonnerede på MM, som stadig er det bedste musiktidsskrift jeg nogen sinde har læst, arbejdede i ‘pladeafdelingen’ af GRC og omsatte hele min løn på specialimporterede LPer. Senere havde jeg et fritidsjob som musiktilrettelægger hos KNR. Jeg elskede det gamle diskotek, hvor LPerne stod i rækkevis af reoler, kun afbrudt af boksene med arkivkort og de to små lyttebokse udstyret med grammofoner, hovedtelefoner og skrivemaskine, hvor vi sad og tilrettelagde morgen- eller eftermiddagsfladens musikprogram. Ja, vi hørte skam også musik før vi fik iPod’en…
Det er så let, at jeg ikke har noget imod at sidde med det på i længere tid, og det fylder så lidt at jeg uden problemer kan have det med, når jeg tager laptoppen eller netbooken med i byen. 
