Tidligt i morges læste jeg denne artikel: Den dyre og pinefulde skilsmisse. Ikke fordi jeg har planer i den retning, tværtimod, men fordi jeg vågnede og ikke kunne falde i søvn igen, og skulle underholdes lidt inden jeg besluttede mig for bare at stå tidligt op.
Væk efter en skilsmisse er som hovedregel muligheden for at have villa, bil, tage på en dyr sommerferie, gå på restaurant eller tillade sig anden luksus. Det gælder for både mand og kvinde, og især hvis de ikke finder en ny partner at bo sammen med.
Artiklen deler nogle gode råd om ægtepagter og pensioner og om at lave aftaler, mens man stadig er gode venner.
Det der for mig er tankevækkende, er ikke det at en skilsmisse er dyr, det er at måden vi lever på er så dyr.
Vores boliger, biler, vores ferier, i det hele taget vores forbrug. Det er ikke kun deltagerne i Luksusfælden, der bruger alt for mange penge. Det gør vi næsten allesammen.
Hvorfor bor vi så dyrt?
Da vi engang kiggede på hus, regnede vi hele tiden på hvor meget vi havde råd til at købe. Og så købte vi det dyreste, vi havde råd til. Surt, og vi har lært på den hårde måde at dét i hvert fald ikke er nogen god idé. Som husejere med stram økonomi er der hverken råd eller tid til ret megen sjov. Der skal jo arbejdes for at tjene pengene hjem. Til det hjem, man ikke rigtig har tid til bare at nyde, fordi der jo er alt det der arbejde og transport.
Hvorfor rejser vi så langt væk?
Ferie er bestemt en god ting, og jeg har holdt rigtig mange gode ferier, også langt væk hjemmefra. Men nogle af de bedste ferier har været dem hvor vi har haft tid til at være sammen, og til bare at være – om det så var i et lejet sommerhus i det østlige Tyrkiet, en familiejul i Beijing, på cykelferie i Danmark eller i et fint lille torp i Sverige, hvis ejere ikke er bange for at dele med deres venner.
Selv om det er spændende at rejse, at opleve nye kulturer og få sol på kroppen, så kan det også være skønt at tage toget til Stockholm og passe hus for nogle bekendte ligesom Jennie og hendes familie gør lige nu.
Hvorfor køber vi hele tiden nyt?
Nyt tøj, nye sko, nye bøger, nye møbler, nye tallerkener, nyt garn, nyt sportsudstyr… også selv om vi har nok i forvejen. Vi bliver bare fristet at noget der er lækkert, nyt, shiny, fristende – og så køber vi det. Fordi vi har lyst og fordi vi kan.
Hver måned når det er store flyttedag her i Trekantskarrén hvor vi bor, bliver der kasseret møbler, køkkenudstyr, bøger og meget andet brugbart. Hvis det ikke bliver klunset inden mandag morgen, så ryger det i storskraldskværnen.
Tænk hvis vi i stedet kunne finde ud af af dele lidt mere, måske endda at undvære lidt mere? At give og modtage ting fra hinanden. Ikke fine, dyre gaver, men gode brugte ting, der stadig har masser af brugsværdi – bare for nogle andre mennesker.
Hvorfor skal vi alle sammen ha’ vores egen boremaskine?
(udskift selv med have, fiskestang, badevægt, bil, sommerhus, vaskemaskine)
Ok, ja, jeg er en gammel hippie, og nej, jeg har ikke alle svarene på de svære spørgsmål. Hvis du har, vil jeg meget gerne lytte til dig.
Jeg tror bare ikke på at det nytter noget at stramme elastikken alt for meget. Hverken tids-, økonomi– eller miljø-elastikken. Der skal helst være plads til at rykke, når det bliver nødvendigt. F.eks. i tilfælde af arbejdsløshed, skilsmisse, sygdom eller bare… lyst til forandring!
3 kommentarer til Tankevækkende nedtur
