Peñíscula – Alcossebre – Cap i Corp – Alcossebre – Castellón

Vi startede dagen med at svømme på cykel, sådan føltes det i hvert fald – jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har været ude i så voldsomme regnskyl før. Vi var noget bekymrede for om grusvejen langs kysten sydpå til Alcossebre i det hele taget ville være farbar – og det var en velbegrundet bekymring, de første par kilometer cyklede / trak vi cyklerne op ad lange bakker med masser af mudder. Næsten oppe ved toppen mødte vi en mand med en gummiged der var i gang med at forbindre en del af vejen i at skylle væk. Han blev noget bekymret da han så os – han standsede i hvert fald sit arbejde, og ville høre hvor vi havde tænkt os at køre hen. Han frarådede os vist nok at fortsætte, men da vi nu havde kæmpet os igennem så langt, valgte vi at fortsætte.

Det viste sig at være en god beslutning, vejen blev efterhånden en smule bedre, og vi kørte omkring 15 kilometer (i sneglefart) gennem det smukkeste, smukkeste kystlandskab. Området hedder Sierra de Irta og er nationalpark. Turen kræver solide cykler, enkelte steder er vejen sikret med cement, men det meste er grus blandet med store sten og klippegrund. Kan bestemt anbefales.

Vi mødte nogle enkelte firehjulstrækkere (spaniere kører bil overalt), men ellers havde vi vejen for os selv. En bil med fire uniformerede passagerer standsede op og begyndte at spørge om vi talte frances, allemán, … Jeg var sikker på at de ville have os til at vende om, men de stak os bare en brochure med information om nationalparken og diverse formaninger om ikke at tænde ild (men i dag kunne vi nu have leget med en flammekaster uden at risikere at sætte ild til noget).

Naturparken endte i feriebyen Alcossebre, hvor vi fik en sen frokost. Vi kørte videre langs med kysten mod Cap i Corp, gennem store områder med dyre ferieboliger og tilhørende dyre biler. Efter en tre-fire kilometer måtte vi imidlertid vende om, en del af vejen var skyllet væk og hvis vi ville over måtte vi vade igennem et dybt, mudret vandløb. Vi kørte tilbage til Alcossebre, og efter at have kørt forkert nogle gange lykkedes det os at finde vejen op til vores gamle bekendte, hovedvej N340. Resten af turen til Castellón var ret begivenhedsløs, men forholdsvis behagelig da vi blev hjulpet godt på vej af en kraftig medvind og et pitstop med Cola Zero og en Magnum mandel til hver. Nu sidder vi så på vores hotelværelse, godt trætte men nyvaskede og egentlig godt tilfredse med os selv.