Den der efterløn…

Selvstændig, hvem mig? Iværksætter? Narharj! En sikker månedlig lønudbetaling er da langt at foretrække. Tryghed, sikkerhed – og så en hel del kedsomhed, stress og jag, mellemtilfredshed og surhed.

Så blev efterlønsordningen indført, og jeg der ‘altid’ har været medlem af en a-kasse begyndte straks at indbetale. Tænk at kunne slippe for det der arbejde flere år tidligere end ellers!

Mellemtilfredsheden forsvandt dog ikke, så jeg skiftede job og branche, vi flyttede fra hus og have i Birkerød til en lejlighed på 3. sal på Vesterbro. Det hjalp gevaldigt, tilfredsheden indfandt sig og et bijob som webkonsulent sneg sig langsomt ind på mig. Et par jobskift og en finanskrise senere var jeg om ikke iværksætter eller selvstændigt erhvervsdrivende, så dog freelance webkonsulent.

Mellemtilfredsheden kunne jeg næste ikke huske, tilfredsheden afløstes ind i mellem af små glimt af lykke, men for en sikkerheds skyld beholdt jeg mit medlemsskab af a-kassen og betalte troligt til efterlønnen. Man ved jo aldrig…

Indtil det en dag endelig gik op for mig at mit behov jo slet ikke blev dækket af efterlønnen.

Jeg har ikke brug for at kunne holde op med at arbejde så tidligt som muligt. Det jeg har brug for er jo et arbejde der er godt for både mig, min familie og samfundet. Et arbejde jeg kan holde til og et arbejde som jeg har lyst til. Så…

Min hverdag nu er meget, meget anderledes end den var for 10 år siden. Dels er vores børn blevet voksne, dels er vores faste udgifter faldet voldsomt. Det betyder at behovet for den faste indkomst er mindre end dengang.

Den allerstørste forandring er dog sket i mit arbejdsliv. Jeg trives ved at arbejde hjemmefra, ved ikke at have fast mødetider, ved ikke at skulle forholde mig til kolleger hele arbejdsdagen. Jeg arbejder mindst lige så meget som tidligere (og tjener mindre), men det er meget mere tilfredsstillende.

Engang troede jeg at jeg skulle være leder. Eller supersælger. Eller space controller. At det arbejde betød at være omgivet af andre mennesker i en stor organisation. Medarbejderudviklingssamtaler, julefrokoster, ferieplanlægning og travle weekender.

At erkende og opdage mine behov og mine svagheder har hjulpet mig til et godt (arbejds-)liv. Jeg har andre udfordringer nu, men dem klarer jeg. Meget bedre end dengang depressioner slog mig ud med jævne mellemrum.

Sidste år meldte jeg mig ud af a-kassen og stoppede indbetalingen til efterlønnen. Det var en lettelse, ja nærmest en befrielse for mig.

Jeg anerkender at ikke alle kan eller vil eller har behov for at gøre det samme, og at mennesker der nedslides af deres arbejdsliv skal hjælpes. Men vi skal altså også hjælpe os selv. Det kunne jo også være at der så var bedre råd til at hjælpe dem der har behov for det!

Og læs så lige om Ulrik Leif Nielsen. “Intet fusk. Ingen fiflerier. Hellere være ph.d.-uddannet taxavognmand, der sørger for sig selv og familien, end arbejdsløs atomfysiker, der lever et liv på støtten.”

2 kommentarer til “Den der efterløn…”

  1. Tak kære Lisa, kunnevist være det der skulle til for at få MIG til at melde mig ud af A-Kassen.

    Det lyder ikke som om du har fået din efterløn udbetalt?

  2. Ja, når nu du alligevel ikke vil bruge a-kassen!
    Min efterlønsindbetalinger blev overført til min pensionsordning. Som reglerne er p.t. kan man kun få den udbetalt hvis man emmigrerer, og det er jeg trods alt ikke helt klar til. Endnu… men det var nok også det jeg havde valgt, hvis jeg selv kunne bestemme.

Lukket for kommentarer.