Nytårsmad

Hvad spiser I nytårsdag?

Vi får kylling, kartofler, cola og agurkesalat! Isak bad om opskriften, fordi han regner med at være flyttet hjemmefra inden næste år:

  • Nytårsaften parteres en økologisk kylling
  • Læg stykkerne i en stor ovnfast gryde med skindsiden nedad
  • Hæld marinaden over, læg låg på og stil gryden i køleskabet indtil skihoppet går i gang nytårsdag
  • Nytårsdag tages gryden frem, kyllingestykkerne vendes, så skindsiden vender opad
  • Steg kyllingestykkerne i ovnen ved 225 grader i mindst en time – kødet skal nærmest falde af benene

Marinaden

  • Shoyu tamari – eller den slags soja du har i køkkenet
  • Sesamolie –  andre slags olie kan bruges, sesamolie dufter bare bedst
  • Hakket hvidløg
  • Tørret chili
  • Sesamfrø
  • Friskkværnet peber
  • Citronsaft

Du kan vælge at blande marinaden i en skål forinden, eller du kan bare hælde ingredienser ud over kyllingestykkerne i gryden. Resultatet bliver lige godt uanset hvad du gør.

Tilbehør – ovnstegte kartoffelbåde

  • Skrub en pose kartofler og tør dem i et viskestykke (dette kan gøres dagen før)
  • Hæld en god sjat olivenolie i en skål
  • Drys Maldon Sea Salt og tørret rosmarin i olien
  • Skær kartoflerne i både, og hæld dem i olien
  • Rør godt rundt så alle kartoflerne bliver dækket af olien
  • Læg kartoffelbådene på en bageplade med bagepapir og bag dem i 30-45 min. ved 225 grader – de skal være mørke og sprøde

Serveres med kold cola og et glas agurkesalat.

Velbekomme og godt nytår!