Valencia – El Saler – Cullera – Gandia – Oliva – Dénia

 

Vi tog motorvejen ud af Valencia. Ikke med vilje altså, men vejen vi kørte ad blev til motorvej uden at vi rigtig lagde mærke til det. Heldigvis var klokken kun 9:30 lørdag morgen, så der var ikke ret meget trafik, men behageligt var det nu ikke. Efter nogle kilometer var der heldigvis en almindelig vej parallelt med motorvejen, og efter en kilometer eller to mere fandt vi et hul i hegnet mellem de to veje så vi kunne komme i sikkerhed. Næste gang vi kommer den vej skal vi studere et detaljeret bykort inden vi prøver at køre ud af byen.

Vi fulgte kysten gennem naturreservatet Albufera ned til Cullera, sammen med massevis af andre cyklister (som sædvanlig var vi de eneste med bagage på cyklerne). Vejen er helt flad og meget smuk og perfekt til cykling. Vi har efterhånden kørt os i form, så der var ikke mange der overhalede os – til gengæld overhalede vi nogle stykker med dyr racercykel og moderigtigt cykeltøj, men OK, de var nu også ældre end os.

Fra Cullera kørte vi ad rigtig små veje gennem marker med auberginer og appelsinplantager det meste af vejen til Gandia. Mere perfekt, fladt cykelterræn, og selv om det var meget diset kunne vi se bjergene længere inde i landet. Pragtfuldt, pragtfuldt.

Gandia var en rigtig kedelig ferieghetto, med endeløse bolig1komplekser med ferielejligheder. Vi ville gerne have kørt videre til Oliva ad de små veje, men Gandia var stor og svær at finde rundt i, så vi endte med at køre i en bue udenom byen og ca. 25 km videre ad hovedvej 332. OK at køre på, men ikke så spændende som de mindre veje. De sidste ca. 25 km kørte vi ad kystvejen til Dénia – fejlagtigt markeret på kortet som en smuk vej, men i realiteten kan man ikke se en pind andet end ferieboliger og restauranter. Kysten er fuldstændig dækket med lejligheder og bungalows, og kun af og til kan man skimte havet for enden af stikveje (med store “privado” skilte).

De første par hoteller vi prøvede i Dénia var alt for dyre (det ene sted kunne vi få et bitte lille værelse for €100, og det andet sted havde kun en “junior suite” til €160 tilbage. Heldigvis fandt vi et fint værelse på et 1-stjernet “Hostal” til €44 – uden morgenmad, men med fin udsigt til havnen. Brusenichen i det lille badeværelse var akkurat lige stor nok til at man kunne vende sig når døren var lukket (det var dog ikke muligt at bukke sig ned for at vaske tæer), men til gængæld var der masser af varmt vand. Virkelig tiltrængt efter en varm og fugtig dag – vi var begge dækket med skidt og små fluer, så et langt, varmt brusebad var lige sagen.