Cartagena – Canteras – Isla Plana – Puerto de Mazarrón – Bolnueva – (???) – Calnegre – El Cantal – Águilas

 

Receptionisten på hotel Los Habaneros havde været på cykelferie i Danmark, så vi fik lige set et par af hans billeder inden vi tog hul på turens hidtil smukkeste, mest afvekslende og hårdeste dag. Vi startede tidligt fra Cartagena, så temperaturen og lyset var rigtig dejligt de første par timer. På vej ud af byen mødte vi masser af cyklister (mest med racercykler) der skulle på lørdagstur. Vi har stadig ikke mødt andre cyklister med turbagage i Spanien – cykler er næsten udelukkende til sportsudøvelse.

Vi kørte igennem Canteras, hvor en venlig, ældre spansk herre spurgte om vi var faret vild (vi stod og kiggede på kort), og videre op ad en laaang stigning forbi Sierra de la Muela. Vejret var klart, der var fin udsigt, og omgivelserne var meget smukke med tørre bjergsider, masser af klipper og ganske få forkrøblede oliventræer. Så en kort, stejl nedkørsel til Isla Plana med Middelhavet udbredt foran os, og videre til feriebyen Puerto de Mazarrón, hvor vi holdt dagens første pause. På det tidspunkt havde vi de første 30 km bag os, og vi syntes faktisk at vi var i rigtig god form …

Vi kørte videre langs med kysten, gennem feriestederne Bahia og Bolnuevo, og videre ad en grusvej der følger kysten gennem et naturreservat frem til Calnegre. Turen var meget, meget smuk, med udsigt til bjergene foran, bag os og på højre side, og klippekyst med små strande hist og her til venstre. Vejen var nogle steder ret vanskelig at køre på, og vi måtte hyppigt af og trække. Der var mange, store sten at undgå, mange pletter med blødt grus og sand, hvor man skulle være meget forsigtig for ikke at falde, og vejen var stærkt ødelagt af regn og oversvømmelser. Det havde så den fordel at vi en stor del af tiden havde det hele for os selv (på en lørdag!), vi mødte kun enkelte vandrere og en gruppe på mountainbikes. Efterhånden blev Middelhavet for fristende, og vi smed tøjet og hoppede i. Pragtfuldt!

På et tidspunkt mente vi så af en eller anden grund at vi skulle følge en anden grusvej til højre. Vores Michelin-kort i målestokken 1/400.000, som vi ellers har været meget fornøjede med, svigtede os fuldstændig på de små biveje, og vi fik en 10-kilometers sightseeing mellem områdets mange plastic-overdækkede marker, inden vi endelig fandt til Calnegre. Hvis vi bare havde holdt os til kysten, som det i øvrigt også fremgik af kortet, så havde der ikke været noget at tage fejl af, grusvejen og strandene ender i Calnegre og man kan ikke komme videre langs kysten – der er en bjergknold i vejen. Men så fik vi da underholdt en gruppe landarbejdere der sad og ventede på at blive samlet op af en bus, og som tydeligvis syntes at vi så urkomiske ud som vi kom asende og masende i eftermiddagsheden.

Efter Calnegre måtte vi en tur ind i landet, og det gik selvfølgelig opad. Lisas ben ville ikke rigtig mere, hvilket var en smule uheldigt da der ikke var andet end marker omkring os og det efterhånden var blevet bagende varmt. Vi fik kæmpet os nogle kilometer længere frem til en meget lokal bar og fik hældt en masse cola og kaffe med sukker i os begge to (3 stk 33cl Coca-Cola og en café con leche for 4€). Så gik det lidt bedre.

Dagens doping

Kortet svigtede os igen, og vi fandt aldrig genvejen gennem Umbrias som vi havde planlagt at tage. I stedet kom vi en tur op på vej 332, hvor vi efter et par kilometer passerede et skilt med “Aguilas 33km”. Ikke lige det vi havde mest brug for at få at vide på det tidspunkt. Vi drejede til venstre på D20 mod kysten, og så fandt vi ud af hvad den ca. 6 km lange dobbeltstiplede vejsignatur på kortet betød: Der var ikke plads på kortet til at tegne alle hårnålesvingene. Vi måtte trække det meste af vejen op, den var bare for lang, stejl og varm til at vi kunne cykle op på det tidspunkt (men så fik vi da brugt nogle andre benmuskler til en afveksling). Føj for et stykke vej, men med hyppige pauser og masser af svesker (glimrende nødproviant) og vand nåede vi da op. På den positive side så havde vi vejen næsten for os selv, og udsigten var helt, helt i top. Helt oppe mødte vi et par måbende Guardia Civil betjente i en firehjulstrækker, som helt tydeligt ikke havde regnet med at møde cyklister på de kanter.

Nedturen var stejl og sled hårdt på bremserne. Resten af vejen til Águilas var der heldigvis kun mindre stigninger, for vi havde ikke klaret en mere af de lange. Vandet var sluppet op, men heldigvis lå der en tankstation midt i ingenting, hvor vi tankede iskoldt vand og den bedste ispind som vi har fået i meget lang tid. Stadig smukke omgivelser, indtil ca 10 km. fra Águilas hvor der begyndte at dukke mere og mere nybyggeri op (meget af det lignede forfejlede feriebolig-projekter). I Águilas kastede vi os ind på det første hotel vi mødte – vi aner faktisk ikke hvordan byen ser ud, det må vi have tilgode til senere.