Adra – La Rábita – La Mamola – Castell de Ferro – Calahonda – Torrenueva – Motril – Salobreña

 

Pragtfuld cykeldag. Vi kom afsted omkring halv ni efter at have forsynet os godt og grundigt fra hotellets morgenmadsbuffet. Efter 50 meters kørsel havde vi så dagens første stop – Lisa kunne ikke skifte gear med den bageste skifter. Et hurtigt check, og ganske rigtigt var cykelhandleren kommet til at spænde Lisas nye støtteben fast hen over kablet til bagskifteren. Det var et problem, for vi havde ikke taget en fastnøgle med i den rigtige størrelse – heldigvis havde vi en lang, spids tang der kunne få fat i bolten, så vi kunne komme videre (Lisa mente nok at hun kunne klare sig med de tre gear på den forreste skifter, men det var altså før vi ramte dagens bakker).

A dog, his man and his scooter

De første par timer kørte vi i dejlig, kølig morgenluft (omkring de 18-20 grader). Vejen snoede sig langs med havet, der duftede skønt, og vi blev næsten høje af bar glæde over at være der. Fordi det er lørdag, mødte vi mange motionister, til fods og på cykel, og næsten alle hilste på os – vi var ikke ene om at synes at det var en dejlig morgen.

Omkring Castell de Ferro og videre mod Motril begyndte vejen for alvor at blive bakket, og vi måtte slide en del. Der var efterhånden også en del trafik – det meste i den modsatte retning, og næsten alle bilerne var fyldt med familier på vej til stranden. Mandag er helligdag (Spaniens nationaldag), og rigtig mange ser ud til at udnytte det gode vejr til en lille miniferie.

Oprindeligt havde vi planlagt at køre til Motril, men efter at have læst lidt om byen i vores medbragte turistbrochurer, besluttede vi at den behøvede vi ikke at se. Så vi må have sukkermuseet til gode til en anden gang (den eneste seværdighed der var omtalt i brochuren). Vi fortsatte i stedet til Salobreña, en lille turistby lidt vest for Motril med en meget smuk  gammel bydel og en velbevaret borg som ligger højt, højt oppe i midten af det hele. Det første hotel vi kom til havde ikke plads til os, og receptionisten var i øvrigt ekstremt sur (parret foran os i køen var ikke tilfredse med deres værelse). I stedet fandt vi et lille ét-stjernet hostal med tilhørende bar som tydeligvis er et familieforetagende – børnebørnene farer rundt og larmer, henter ispinde i fryseren, og er ved at drive bedsteforældrene til vanvid (at dømme efter stemmelejet), og forældrene er ingen steder at se – de ligger sikkert på stranden og nyder freden.