Over morgenmaden besluttede vi at blive en dag mere i Cartagena – vi havde set så mange spændende ting på vores aftengåtur, og vi havde slet ikke nået alt det vi gerne ville.
Formiddagen er gået med let shopping (vi mangler et kort over den østlige del af Andalusien, og der var hul i Lisas slappe-af-bukser) og med at besøge en udgravning af et romersk byhus fra århundredet før Kristi fødsel, Casa de la Fortuna. Udgravningen omfattede en del af en gade (med fartbump, så datidens trafikbøller ikke kunne køre for stærkt), en smule af et hus på den nordvestlige side af gaden og et helt hus på 204 kvadratmeter på den modsatte side. Husets grundplan var fint restaureret, der var fine mosaikgulve, og et par steder var dele af husets oprindelige puds og bemaling restaureret så man kunne se de meget flotte mønstre og farver. Der var også en lille udstilling af ting som man havde fundet i forbindelse med udgravningen – amforaer, perfumeflasker (af lertøj), krukker, mønter og den slags. Meget, meget spændende, og rigtig flot præsenteret. Lisa skal selvfølgelig hjem og prøve at strikke mønstret fra mosaikgulvene…
Mange steder i byen er de moderne byhuse ved at blive erstattet af nye og mere tidssvarende boliger. Det foregår ofte ved at man river hele det gamle hus ned, med undtagelse af facaden, som så bliver restaureret og brugt som facade for det nye hus. Rundt omkring kan man derfor støde på husfacader som står helt frit i tre-fire etagers højde og venter på at håndværkerne skal gå igang – en ret speciel oplevelse når man ser det første gang (vi føler os stadig ikke helt trygge ved at opholde os i nærheden af dem).
Pt. holder vi siesta (det er 30 graders varme), men i eftermiddag skal vi være kulturelle igen, vi skal blandt andet se det romerske forum og byens (nyere) fort. Og måske skal vi smage paella’en!
Dejligt at høre, at I er løbet (Cyklet) ind i bedre vejr.
Vi under jer at blive godt gennemvarmet.