Tortosa – St. Carles de la Rápita – Vinaròs – Benicarló – Peñíscola

Tortosa er en meget spændende by, domineret af en gammel borg på et højdedrag over byen. En del af borgen er indrettet som Parador-hotel, og området var derfor meget velrestaureret. Bakken op til hotellet er ekstremt stejl, men det lykkedes da at komme op i allerlaveste gear på vores lavt gearede cykler. Vi fik en kop kaffe på en udendørs terrasse, serveret af en midaldrende kvinde der synes det var utroligt besværligt at hun skulle gå ud til bordene, ind for at ekspedere bestillingerne, og hele vejen ud igen med drikkevarer – hun slæbte sig afsted og stønnede højlydt. Til gengæld var kaffen lidt dyrere end i resten af byen.

Efter kaffen – og mere stønnen forbundet med betalingen – gik vi en runde og glædede os over de smukke omgivelser. Indtil vi kiggede ned mod byen, hvor området helt op til borgen var noget af det værste slum vi hidtil har set. Mindre end halvtreds meter fra alle Mercedes’erne og BMV’erne (en overnatning på et Parador-hotel koster vel fra et par hundrede euro og opefter) lå der et halvt sammenstyrtet hus, hvor vi kunne se direkte gennem den øverste etage ind til en familie der sad sammen i et køkken. Kvarteret var mest beboet af indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika, og det var bestemt ikke pæne omgivelser de havde fået lov til at slå sig ned i.

Vi overnattede på hotel Victoria lidt udenfor bymidten, igen et udmærket dobbeltværelse til €45 (uden morgenmad, men der er en café på hotellet). Fra hotellet kørte vi tilbage mod kysten langs sydsiden af Ebro, først igennem områder med appelsintræer og oliven, og senere mellem rismarker – der dyrkes åbenbart en del ris i Ebro-deltaet. Ned ad bakke, og vejen var nyasfalteret, med en god bred stribe til at cykle på, og forsynet med medvind. Så bliver det ikke meget bedre.

St. Carles de la Rápita viste sig at være en vældig hyggelig by, en rigtig en af slagsen hvor almindelige mennesker bor, køber ind og den slags. Til gengæld er kyststrækningen mod syd domineret af bungalows og feriehoteller, og det meste var ikke særligt spændende. Vi havde ikke lyst til at fortsætte helt til Castellón i dag, så vi stoppede i feriebyen Peñíscola, på et stort 4-stjernet hotel lige på den anden side af vejen fra stranden, og med stor swimmingpool og det hele. De var vist ikke så vant til at modtage cyklister der bare skulle overnatte en enkelt nat, men det kunne da lade sig gøre at få et fint dobbeltværelse med havudsigt og halvpension for €115. Lidt mere end vi egentlig havde tænkt os, men vi gad ikke at lede efter noget billigere. Så nu nyder vi det bare.

4 thoughts on “Tortosa – St. Carles de la Rápita – Vinaròs – Benicarló – Peñíscola

  1. Ahhhhh, gad det var mig. Lige nu kunne jeg godt bytte min 10 timers arbejdsdag mod et 115 euros værelse, endda den stønnende dame lyder mere lokkende.

    Lyder som I hygger jer – men der mangler lige nogle billeder af Lisa i cykeltøj!

    Fortsat god tur.

    KnuZ

    C

  2. psst… det var altså ikke os begge to der klarede at cykle op til borgen. Jeg stod f.eks. af cyklen og trak den op. Og var lige ved at synes at bakken for stejl at cykle nedad :-/ Men for dælen en flot udsigt!

Comments are closed.