Carboneras – Fernán Pérez – Campohermoso – San Isidro – El Alquién – Almería

Vi startede tidligt – kvart over otte – for at køre så lidt som muligt i eftermiddagsheden. Det var de åbenbart ikke vant til på vores lille hotel i Carboneras, for både reception og restauranten nedenunder var lukket (så ingen morgenmad – vi havde heldigvis nogle yoghurt gemt i minibaren). Vores cykler var naturligvis låst inde for natten, så dem kunne vi ikke komme til, men det lykkedes heldigvis rengøringspersonalet at finde en nøgle. Og så ellers ud af byen og op ad en laaaang bakke, 5-6 kilometer med jævn stigning før det fladede ud igen.

Da vi kom til krydset hvor vi skulle dreje af den store vej og ud på bivejene til Fernán Pérez, var to biler netop stødt sammen. Chaufføren fra den ene bil gik lidt forvildet rundt med sin mobiltelefon for øret og var ikke kommet noget til, men den anden sad helt stille bag rattet i bilen og så ikke ret godt ud – vinduesviskerne var gået i gang ved sammenstødet, men han gjorde ikke noget for at standse dem eller for at komme ud af bilen. Døren var lidt svær at åbne, men vi fik den vredet op så vi kunne komme ind til ham – han var ved bevidsthed, men han havde ondt i brystet og et sår i panden og han sad helt stille. Vi snakkede lidt med ham, og fik så slået tændingen på bilen fra og sikret ulykkesstedet med en trekant, og lod ham blive siddende i bilen (Lisa holdt ham med selskab og talte med ham en gang imellem så vi kunne holde øje med at han ikke pludselig blev dårligere).

Efter en rum tid dukkede så endelig et par Guardia Civil betjente op og fik lidt styr på trafikken, hvilket også var tiltrængt – det var ikke særligt rart at stå der i vejkanten med biler og lastbiler der passerede tæt forbi i god fart, og endnu mindre når nysgerrige stoppede op midt på vejen så resten af trafikken måtte sno sig forbi. Så gik der igen lang tid, og endelig dukkede så en ambulance med en enlig redder op. Ret underligt med kun én mand i en ambulance, specielt i et land hvor der næsten altid er mange mennesker om arbejde der andre steder udføres af en enkelt eller to. Til gengæld var der efterhånden 6-8 Guardia Civil på stedet der møllede rundt og gik i vejen for hinanden, mens Lisa hjalp redderen så godt hun kunne (jeg forsøgte at hindre trafikken i at køre ind i båren ved siden af bilen, men blev hurtigt viftet væk af en betjent, det var altså hans arbejde jeg blandede mig i). Redderen fik sikret bilistens nakke (han hed i øvrigt Julian), vi fik brækket bildøren lidt længere op, og Julian kom langt om længe op på båren – på det tidspunkt tror jeg vi havde været på stedet en time eller mere. Og vi kunne fortsætte på vores tur.

Ruten til Fernán Pérez gik ad små grusveje og en lidt større, asfalteret bivej – ingen af dem var på vores kort, men vi havde studeret turen grundigt på Google Maps, og Lisa havde håndtegnet et kort, så vi fandt vej uden problemer. Efter et tiltrængt morgenmåltid – kaffe og tostadas med tomat og ost – kørte vi så videre mod Campohermoso. Området er domineret af landbrug (mest grøntsager under overdækkede marker) og af landbrugsindustri, men ret afvekslende og interessant at køre i. På et tidspunkt indhentede vi en hyrde med 50-60 geder, og jeg satte farten lidt ned for at kigge. Det havde Lisa ikke opdaget (hun kiggede på gederne i stedet for på vejen), så hun måtte en tur i asfalten. Hendes næsten helede hudafskrabning fra sidste styrt blev revet op igen (det gjorde lidt ondt), og hendes kamera der lå i cykelkurven mistede den forreste del af objektivet (det gjorde meget ondt). Heldigvis led cyklen ingen skade …

Omkring 4-5 kilometer af vores rute gik langs med motorvejen til Almería. Google Maps nægtede på det bestemteste at man kunne gå (eller cykle) dér, men vi havde studeret satellit-billederne og kunne se at der gik en grusvej på hver side af motorvejen (mellem afkørsel 471 og 467). Det holdt stik, og vi sparede en stor omvej ind i Capo de Gata – Nijar nationalparken. Vi måtte være to om at skubbe hver cykel op ad en stejl bakke, og et par steder måtte vi bære cyklerne, men vi kom igennem.

Inde i Almería troede vi egentlig at cykeldagen var ved at være slut, men det var den slet ikke. Mange af byens gader er ensrettede, snævre og fulde af biler (men til gengæld kommer man fint frem på cykel på fortovet), og Lisa måtte endnu en tur i asfalten bag en fejemaskine der havde gjort vejen våd og glat. Heldigvis kom cyklen heller ikke noget til denne gang …

De første par hoteller vi prøvede var fyldt op, og det var faktisk ret svært i det hele taget at finde hotellerne, selv om der var skilte til dem rundt omkring. Efter en times tid lykkedes det os endelig at få et værelse på et lille “hostal” lidt uden for bymidten, og dér er vi så nu. Både tøjet og vi er nyvaskede, og om lidt skal vi ud og se byen som fodgængere – den hjælpsomme receptionist sørgede for at cyklerne blev låst inde i en lille restaurant i nabobygningen som er ved at blive restaureret. Fantastisk som vi altid bliver mødt med velvilje når vi kommer på cykel!