Uge 39

Ikke at jeg har lige så gode grunde som Edward Snowden til at holde lav profil, men at min telefon er en sladrehank gør mig utilpas. Når jeg ikke er hjemme, slår jeg wifi fra. Location slår jeg kun til, hvis jeg skal bruge det (f.eks. kan man ikke bruge Eurosports app uden), og slår det fra igen. Bluetooth er kun slået til, når jeg er hjemme og bruger højttaleren. Ad blockers er en selvfølge, password manager ligeså. Se Snowdens forholdsregler her.

Tutanota har skrevet en fin opsamling af alternativerne til Google og Facebook, for ja, det er muligt at være online uden at være i kløerne på dem!

“Reklamer, nej tak” har der stået min postkasse, lige så længe jeg kan huske. Nu om dage kan man ikke længere få sådan et skilt gennem postvæsenet, det er i stedet Forbrugerkontakt (der ikke er sat i verden for forbrugernes skyld, men for dem der gerne vil sælge noget til forbrugerne), der håndterer det. Få et nyt “Reklamer, nej tak”-skilt via fk.dk og forbered dig på at de gerne vil have både din emailadresse og dit telefonnummer. Emailen bruger de til at sende dig en bekræftelse efter ca. en uge. Men hvad skal de egentlig bruge telefonnummeret til?

Jeg forstår ikke helt de tweeps, som kun eller næsten kun retweeter andres tweets. Hvorfor gør de det? Altså ikke bots og spammere, men helt almindelige mennesker, som har en twitter-konto, men som ikke selv tweeter, bare retweeter? Er det fordi de ikke ved at man kan bookmarke et tweet, hvis man gerne vil kunne finde det senere? Er det fordi de selv har mange følgere, som af en eller anden grund gider at følge en der kun retweeter andre?

Imagine. Der var ikke plads til mange flere end de ca. 5.000 fremmødte på Ofelia Plads i fredags, men jeg kunne godt unde mange flere en #breakforclimate og en fællessang. Og os allesammen en god fremtid.

Om 14 dage skal jeg for første gang i mit liv løbe 10 km. Pågen er en af sponsorerne, så jeg bliver meget skuffet, hvis der ikke er kanelgifler ad libitum til alle deltagerne :)