Uanmeldte gæster

har aldrig været min kop te. Lørdag formiddag eftermiddag, iført godt brugt nattøj (med løsthændende fortrin indenunder), morgenhår der har udviklet sig til noget der ligner Anders Lund Madsens frisure, en kropslugt der er der… efter vinduespudsning, støvsugning og gulvvask var jeg ved at være klar til mit morgenbad, og så ringer det på dørtelefonen! Tirsdag aften efter aftensmaden. Der er godt nok ryddet af bordet (vi er de heldige ejere af en opvaskemaskine), men madosen hænger stadig i stuen, vi flader ud i sofaen, og så ringer det på dørtelefonen! Men begge gange var det faktisk rigtig dejligt, skønt at der er nogen der gider at tage chancen for at se om vi er hjemme. Rart med en pause, en god samtale, et krus te. Jeg tror at jeg er sluppet af med min uanmeldte-gæster-fobi, og ser frem til næste overraskelse.