Tid tilovers

Og hvorfor vælter det så ud med ord, her, nu? Det er såmænd fordi min kære familie er taget afsted på familiebesøg, fordi jeg får gæster, og derfor har smidt familien ud, men mine gæster kommer først om en halv time, og kagen er allerede bagt, og så skal tiden jo gå med noget.

Og så kom jeg til at tænke på en bog jeg har læst for nylig, som starter sådan her:

Har du det godt?
Lever du det liv, du gerne vil? Har du tid nok til det, der betyder mest? Laver du et stykke arbejde, som du brænder for? Og kan du se meningen med det hele?

Hvis svaret er ja:
Tillykke! Du er en ægte livskunstner! Du hører om stress og udbrændthed, men har sikker svært ved at genkende, hvad folk snakker om.

Hvis svaret er mere forbeholdent, tja eller jna, eller et kategorisk nej:
Velkommen i klubben! Vi er mange, som kan mærke, at vi skal løbe stærkere og stærkere og alligevel får mindre tid til det, som vi selv synes er vigtigst.

Vi stræber efter en sund balance mellem arbejdsliv og fritidsliv (den moderne verdens svar på det forjættede land), men der bliver revet og flået i os fra alle sider – ikke mindst indefra.
Hvor tit har jeg ikke siddet hjemme og tænkt, at jeg burde passe mit arbejde? Og hvor tit har jeg ikke siddet på mit arbejde og tænkt, at jeg i grunden burde være hjemme?

Det er den mest opslidende, indre konflikt for tusindvis af fortravlede danskere: At vi har så svært ved at leve op til tiden idealer om, at vi på én og samme tid skal have et harmonisk familieliv og en succesrig karriere, som giver penge og prestige, eller i det mindste får os til at føle os som en del af flokken.

Læs den selv:
Kim Hundevadt: Kanten af kaos. En guide til det moderne liv. Fra travlhed til trivsel. JPBøger 2003.