Sønnen og jeg

spiste kinesisk i aftes. Sådan et sted med buffet og fadøl og mange mennesker. Vi var sultne og spiste meget og talte lidt. Omvendt var det ved nabobordet. 4 yngre kvinder talte meget – om børn og graviditeter og fødsler af både levende og døde børn og ufrivillige aborter og børn og graviditeter og så videre, og det med høje, klare og gennemtrængende røster – og spiste ikke ret meget. Vi ville have følt os meget vel underholdt, havde emnet været lidt mere… underholdende. Men det var jeg for høflig til at sige til dem.
Maden var heller ikke noget at skrive hjem om.