Musik til arbejdet

Når jeg arbejder hjemmefra hører jeg sjældent musik til arbejdet, men min seneste opgave var en undtagelse. Når opgaven går ud på at installere WordPress og lave et nyt tema til en sanger, guitarist, sangskriver – ja, så er det jo oplagt at han selv leverer musik til arbejdet!

Resultatet kan ses (og høres) på donaldonohoe.com.

Ceol 's Rann, new album by Dónal Donohoe

Apropos musik til arbejdet, så tilbringer jeg jo også nogle dage om ugen på et rigtigt kontor med masser af kolleger med meget forskelligartet musiksmag. I det ene nabokontor er der aldrig musik til arbejdet, i det andet er der derimod altid musik – og selv om det ikke altid falder i min smag, er det i hvert fald aldrig kedeligt! Titelsange fra James Bondfilmene, Rex Gildo’s Greatest Hits og meget, meget andet. På vores kontor vil én helst høre DR Soft, hvilket jeg er ret så allergisk overfor efterhånden – beklager, men det er jeg altså!- så hvis jeg kommer først sørger jeg for at starte iTunes så jeg kan høre world music eller noget new age hvid støj-agtigt. Helst noget instrumentalt eller med sang på et sprog jeg ikke forstår – så forstyrrer det nemlig ikke, men skaber bare en behagelig stemning. Om ikke så lang tid skal vi flytte til et storrumskontor… og jeg ønsker mig et par gode hovedtelefoner i julegave!

4 kommentarer til “Musik til arbejdet”

Lukket for kommentarer.