Motto

Jeg har haft mit livsmotto i et års tid nu.

I den anledning gerne prale af at jeg har et rigtigt godt motto.
Og så vil jeg i øvrigt prøve at huske at leve efter det, hver dag. Vaner er som bekendt meget svære at ændre.

– Hvis det du plejer at gøre ikke gør godt, så prøv at gøre noget ANDET!

for hvis det ikke virkede hverken i dag, i går og eller i forgårs, så virker det nok heller ikke i morgen…

  • Det plejer ikke at hjælpe på stress at springe frokostpausen over, vel? Så hold da pause!
  • Det plejer at være ubehageligt at cykle gennem Stormgade på vej hjem. Så kør ad Vandkunsten i stedet. Det lyder også bedre.
  • Det plejer ikke at være sjovt at ha' gæster, når jeg har købt mig fattig og slidt og slæbt for at kaste en flot 3-retters middag med vine på bordet… det er da for trist bare at sidde og glæde sig til at gæsterne går hjem. Men der er heldigvis andre måder at sørge for sine gæster på. Sagde hun og hentede pizzaer ;-)
  • Hvis det ikke hjælper at skælde ud over at sko, skoletasker og trøjer altid ligger og flyder lige inden for hoveddøren – så put det i en sort sæk og gem den. Sig at det nok var nissen der gjorde det. Eller lav en skattejagt. Eller smid dine egne ting foran døren til teenageværelset. Eller noget helt andet.

Det virker også på større ting; det gik op for mig da vi sidste år besluttede at sælge vores hus & have for at flytte ind på stenbroen. Og da jeg skiftede arbejde. Jeg har ikke fortrudt det endnu…

Et andet motto som konkurrerer med ovenstående, men som endnu ikke er udnævnt til livsmotto er:

Just do it!

Jeg ved godt at det er tyvstjålet et andet sted fra, men det virker godt som mantra for sådan en som mig, der inderst inde altid ønsker at udsætte alting til i morgen. Selv de gode ting, som at dyrke yoga, spise frugt, tage en middagslur, købe et par nye støvler, ringe til en veninde.

Eller hvad med:

Pyt!

Det er godt at ha' et 'Pyt med det' i baghånden til f.eks. når alle avocadoerne er for ulækre til at lave guacamole af, og den slags situationer.

Andre gode forslag derude?