Ingen krummer i sengen

Hele familien – mor, far, teenager og den 12-årige – endte i dobbeltsengen i aftes, med mad og drikke og dyner og fodbold i fjernsynet. Det var rigtig hyggeligt, i hvert fald for de 3 af os. Den 4. ligger på langs p.gr.a. en operation, og ville nok hellere have spist sushi siddende ved spisebordet, og måske også gerne have været fri for at se fodbold, og i hvert fald have været fri for at være sengeliggende med smerter – men da han ikke var så mobil, måtte han finde sig i invasionen! Sushi krummer heldigvis ikke, og ingen spildte soja på sengetøjet. Senere drak vi lidt rødvin, og af hensyn til krummer-i-sengen-allergien blev de sædvanlige lange grissini erstattet af grissini-snacks som næsten passer med en mundfuld. En stor en. Patienten har det efter omstændighederne godt i dag, en laptop med trådløst netværk samt kærlig hjemmepleje hjælper vist. Og så stoltheden over sidste weekends store bedrift!