Hvad stiller man op

når man helt uforvarende bliver vidne til indædt raseri hos en ung kvinde, der haler afsted med sin hylende og skrigende 3-4 årige unge?

Så kan det kraftædemig være nok! Kan du så for helvede….

o.s.v. og resten blev overdøvet af mere hylen og skrigen. Hun slog ikke sit barn, men der blev rusket godt i armen (eller i flyverdragtens ærme).

Jeg kan godt huske hvor stressende det kan være, at have et genstridigt barn i trodsalderen, have sovet dårligt, være for sent på den om morgenen, ikke glæde sig til at skulle på arbejde, ungen vil bare ikke hjælpe til, for tiden er bare ikke til hygge og samarbejde. Suk. Ønsker mig ikke tilbage til de dage, de tider. Har medlidenhed med både mor og barn. Sagde ikke noget, cyklede bare videre. Men kan ikke lade være med at tænke på dem.