Hovedet under armen

op på cyklen og ud i trafikken.

Tasken, hvis det er en skuldertaske, skal helst sidde så den glider ned hele tiden, hvorved armen får et dask, og hele cyklen et ryk. Op igen med den, og forfra. Ellers kan man også vælge en taske, der ikke kan sættes ordentlig fast på bagagebæreren, så man skal støtte den med den ene hånd, eller med mellemrum stoppe for at samle den op.

Tøjet – tja, hvad med meget vide bukser, som man kan forhindre i at sidde fast i cykelkæden ved at cykle med en benstilling, der om noget beskriver ‘hjulben’ (meget apropos), høje hæle og/eller glatte såler, en god stor hætte der effektivt forhindrer udsyn til siden (udsyn i det hele taget, hvis man skulle komme til at dreje hovedet). Eller lavtaljede bukser kombineret med en kort jakke. Ikke at det går ud over cykelevnerne, til gengæld kan det distrahere de bagvedkørerende cyklister…

Vi cyklister kan synge, tale i mobil, ryge cigaretter, skælde ud og meget andet mens vi cykler.
F.eks. overhale en varevogn, der er ved at trække ud for at overhale en bus ved et stoppested.
Forvandles til en fodgænger (stadigvæk til hjuls, bevares, men når man befinder sig i et fodgængerfelt er man vel fodgænger, og så er det fodgænger-reglerne der gælds, ikk’?) uden varsel.
Konkurrere om hvem der kommer først til næste lyskryds. Og næste.
Om hvem der kan køre over for flest røde lys.
Være overbevist om at stop-linjen i et lyskryds kun gælder for biler.
Endnu mere overbevist om at højresving er tilladt uanset om der er rødt, gult eller grønt lys.
I det hele taget køre som et cykelbud, dog uden cykelbudets evner – det er ufatteligt, at der ikke sker flere ulykker!