Hil Silds!

En jernalderlandsby, en kasse fyldt med højskolesangbøger DGI-sangbøger, god mad, kreativitet, bål – det var en god weekend!

Der er flere billeder på Flickr.

En lille episode fra lørdag: Laila, Inger og jeg sad på græsplænen ved åen, og de andre var gået ind for at lave aftensmaden. Vi talte om løst og fast, og Inger spurgte om ikke Grejsdalen var et meget smukt sted. Jo, sagde Laila og jeg i kor, og jeg talte om den gamle fabrik, der er lavet om til boliger. For Laila er der aldrig langt fra tale til handling, så pludselig sad vi tre i Smilende Susie, på vej til Grejsdalen.

Vi forsøgte at navigere os frem uden at køre hele vejen indenom Vejle – det lykkedes dog ikke helt. Til gengæld så vi rigtig mange fine steder undervejs!

På et tidspunkt blev vi ringet op hjemmefra køkkenet, og bedt om at købe guldkarameller og cola med hjem. Lettere sagt end gjort, når klokken er over seks en lørdag aften i Midtjylland. I Jelling fandt vi dog Spillestedet, og gik ind for at se om de mon solgte guldkarameller. Den rare mand i knaldrød Coca-Cola reklame-polo svarede desværre benægtende, men han gik om bag sin disk, bukkede sig ned og pakkede en pose guldkarameller ud og bød os en hver. For helt forgæves skulle vi da ikke gå! Jeg håber ikke han fik en varig høreskade, da vi skraldgrinende takkede mange gange for venligheden…

Derefter fandt vi en Stat-O-il tankstation, hvor vi igen spurgte efter guldkarameller. Mens vi fandt colaen, ledte den venlige unge mand efter guldkarameller, uden held.

På vej ud – vi skulle efterhånden også skynde os hjem til det dækkede bord – fandt vi så ud af hvad man ikke byder gæster på Stat-O-il i Jelling:

IMAG0088

Derefter gik det op ad bakke, ned ad bakke gennem en hel del små og endnu mindre byer, akkompagneret af fællessang (fortrinsvis gamle dansktophits) til vi endelig fandt Vingsted Mølle og vores aftensmad, og kunne berette om den vilde jagt. På tre guldkarameller.

Forresten drømmer jeg ikke længere om en af de der lækre lejligheder i den gamle klædefabrik. Den ligger jo i dalen. Som i nede i dalen. Med skoven i nakken og skov på den anden side af vejen. Mørkt, og der er bare alt for mange træer til mig. Selvom der er altså er meget, meget kønt i Grejsdalen.