Han er ikke min veninde

– men han sad ved siden af mig i biografen. Faktisk sad han på min plads, men jeg bad ham om at flytte sig, så vi kunne komme ind midt på rækken.
Jeg tror slet ikke han havde billet til den række, for de næste der kom, skulle også sidde hvor han sad… men de var ikke lige så krakilske som jeg. Og der var jo plads nok i biografen.
Så der sad han, ene mand, alene blandt alle venindeparrene, og så film.
Morede sig også.
Og så var der lige et plus ved ham: han var jo alene, og derfor sad han ikke at knævrede med veninden under filmen.
Hvorfor kan de madammer ikke undertrykke knævretrangen i bare 85 minutter?
Alle slikposer burde erstattes med holdkæftbolsjer til oral montering inden reklamerne slutter – så slipper vi også for slikposernes raslen undervejs.
Forresten havde veninden og jeg en skøn dag – brunch på Det Gule Hus, slentretur gennem indre by, et glas på Brasserie Degas, og Veninder i Dagmar Teatret.
En dejlig sidste feriedag for os begge – tak for sidst, Sus!