Håber på godt vejr i dag

I dag kommer det meste af den pukkelryggede på visit. Køleskabet bugner af mad og teenageren glæder sig, der vanker nemlig gaver i anledningen af hendes 17-års fødselsdag. Jeg håber på godt vejr, så vi kan være udendøre. Et bord ude på terassen, i solen, et inde i stuen, i skyggen, en buffet med laksesalat, lasagne, humus, oliven, tomater, brød, lun leverpostej og hel masse kolde drikkevarer – hvis ellers køleskabet kan følge med. Senere på dage, kaffe, te, en lækker kage, regnbueis og slikskåle. De kommer til at trille hjem, gæsterne. Og vi kommer til at stå en times tid over opvasken…

Godt nok er vi de lykkelige ejere af en opvaskemaskine, men også at et køkken på størrelse med et frimærke – og dér er ikke plads til at installere andre opvaskemaskiner, end en med 2 arme og 2 ben. Så vi kører på 9. år med rugbrødsmaskinen. Det er sikkert også meget bedre for miljøet!

Apropos rugbrød, så er det derfor jeg er tidligt oppe i dag. Ikke fordi jeg skal vaske op, men fordi min søde mand bagte frisk rugbrød i går, og jeg endeskiven smager bedst! Hvis ikke jeg står tidligt op, så er der en anden der gør, og godt nok har et rugbrød 2 ender, men ordnung-muss-sein (selv om det er sket at jeg har snydt, og ladet som om jeg ikke så at nogen havde skåret fra den anden ende…) Jeg har fået min endeskive i dag, det skal nok blive en god dag.