Jeg er så glad for min cykel

Ikke at jeg kører på den hver dag, men når jeg cykler, så er jeg glad.

Glad for selv at kunne bestemme farten og destinationen, for at få rørt mig, for at få blæst hovedet igennem og nogen gange også for at blive godt svedt.

Jeg har stadig ar på indersiden af min ankel, hvor jeg som barn gang på gang slog mig på pedalen når jeg cyklede.

Den første lange cykeltur gik fra København til Skagen engang i begyndelsen af 80’erne. Den sommer blev jeg først solbrændt på venstre side af ansigten og kroppen, og det blev aldrig helt udlignet på hjemturen. Om det skyldtes dårligt vejr eller at vi tog toget noget af vejen, kan jeg ikke huske.

Familiecykelferie har vi også prøvet, men ungerne blev altså aldrig rigtig glade for den ferieform, som vi så har genoptaget efter at børnene blev store.

Den længste tur jeg har cyklet gik fra Barcelona lufthavn til Malaga lufthavn, og det er lige nu præcist et år siden vi nåede til Valencia. Valencia er en dejlig by – vores eneste problem var at finde en vej ud af byen som ikke var en motorvej…

Og hvorfor sidder jeg lige nu og mindes gode cykelture? Såmænd fordi jeg næsten ikke kan vente til jeg hører fra Team Rynkeby igen! Hvis jeg får lov til at komme med på holdet og cykle hele vejen til Paris, så kan I bande på at jeg skal gøre mit for at skaffe støtte til Børnecancerfonden! Også selv om det koster mig kvalitetstid foran fjernsynet (le Tour) – og jer, der kender mig vil vide hvor stort et offer det er.

I må altså gerne krydse fingre for at jeg kommer på holdet!

PS – Jeg ved ikke om Børnecancerfonden var oprettet, dengang vores datter var syg. Vi fik masser af hjælp og støtte dengang, men kræftramte børn og deres familier og kræftforskningen har altid brug for støtte.