Fortrængning

Jeg gør hvad jeg kan – overspringshandlinger, bortforklaringer, passer mit arbejde hjemmefra, lidt flere overspringshandlinger – men jeg slipper ikke! Visse arbejdsopgaver kan jeg sagtens udføre hjemmefra, men åbne butikken kl. 10, det kan jeg altså kun hvis jeg trodser elementernes rasen, ifører mig gummistøvler, regntøj, cykelhjelm og skibriller, og ikke mindst TAGER MIG SAMMEN!

Velkommen til en ny dag, en dag hvor jeg ellers havde planer om en frygtelig masse ærinder, der skulle ordnes. På cykel, rundt i hele København, med afstikkere til Amager og Frederiksberg. Måske en anden dag?

STATUS kl. 9:43. Det lykkedes. Kun en enkelt gang var jeg ved at havne i rendestenens sjap, da en taxachauffør mente at han sagtens kunne skubbe mig ud i brosten med snesjap. Mine regnbukser er for korte. Mine ankler er våde. Mine strikkede vanter er ikke regntætte (surprise!). Inde i butikken er her dejligt varmt og lyst og tørt – nu er jeg slet ikke sikker på at jeg vil ud herfra… checker lige vejret først.