Fiks idé

Jeg har ikke læst Naomi Kleins ‘No Logo’, men jeg har læst William Gibsons ‘Pattern Recognition’. Gad vide om der er nogen sammenhæng til en af mine fikse idéer:

Jeg piller mærkater/labels/klistermærker af f.eks. Cultura drikkeyoghourt-flaskerne, shampoo-flasker, flydende håndsæbe, læbepomade, håndcreme o.s.v. Der er masser af varer i plasticemballage, med farvestrålende (= grimme) klistermærker på, som kan forskønnes på denne måde. Især Cultura-flaskerne bliver helt flotte at se på uden det farvestrålende ‘omslag’. Og så kan de renses og genbruges som drikkedunke. Meget bedre at have stående på natbordet, end et glas vand, der både kan fungere som svømmebassin for diverse insekter og/eller vælte i nattens løb…

Nå, men denne fikse idé kræver selvfølgelig en lille smule omtanke, så den ikke bliver farlig for omgivelserne. Jeg mener, jeg tror ikke det er sjovt at vaske hænder i Vaseline Intensive Care eller at komme Cultura i håret, vel?

PS – Gibson blogger ikke for tiden, det betyder forhåbentlig at der snart er en ny bog på vej!