Et spørgsmål

Skal Danmark være et multikulturelt samfund?

Det er da slet ikke et spørgsmål, for det er Danmark allerede. I hvert fald her hvor jeg bor, og sammenligner jeg min by med f.eks. den by hvor min far bor, så er det altså også 2 meget forskellige kulturer.

Jeg ville nødigt undvære filmene i biograferne (indiske, amerikanske, spanske, sydkoreanske og ja – danske), maden (et grufuldt scenarie: at skulle spise svinekød, sovs og kartofler hver dag), tøjet, musikken, menneskene, kulturerne.
Smeltedigel, ja tak.

Og alligevel, så skal der ikke meget til, før mine egne fordomme dukker op til overfladen. Jeg kategoriserer og putter i kasser…

F.eks. mødte jeg en yngre mand, der kom gående hen ad fortovet sammen med et par 10-12-årige piger. Den ene var sikkert hans datter, den anden var måske datterens veninde. De gik alle tre og talte sammen, grinte og hyggede sig. Det der slog mig som ikke-helt-almindeligt, var at manden og den ene pige var ‘pære-danske’ og den anden pige var lige så dansk, men i knap så mange generationer, og hun havde tørklæde på. Og de gik alle tre og holdt hinanden i hånden og så meget integrerede ud.

Jeg blev glad ved synet, for de så så glade ud alle tre, men jeg blev også lidt trist og eftertænksom, for det var altså et usædvanligt syn… selv her på Vesterbro.