Du er så stille

sagde han, da vi kørte hjem fra julefrokosten.

Jeg sad såmænd bare og lyttede til den musik, som jeg hidtil kun havde nydt i små glimt, små bidder. Måske var det også bedst sådan. Men vi havde jo selv videreformidlet knægtens musikønsker til familien. Nå, men jeg er i hvert fald holdt op med at ærgre mig over at min døgnrytme ikke er kompatibel med den eneste julekalender der dur i år. Som jeg i øvrigt får genfortalt meget levende og udførligt ved morgenbordet. For den 12-årige er FAN!

Og jeg forstår ham! De er jo både sjove og musikalske og for meget. Og det skal vare meget længe inden jeg sætter tænderne i en frankfurter, efter at have genhørt Øresundsvisan