De har jo en rygepolitik

– sagde hun med en let antydning af hån i stemmen, om dem nede på 1. sal.

Og med politik kan det jo gå galt, det ved vi alle, og det gjorde det også for dem på 1. sal. Dem, der er henvist til at ryge på køkkentrappen i det gamle hus, og som skodder deres smøger i en gammel potteplante, der naturligvis er død forlængst og hvis rødder nærmest var at sammenligne med tørv. Inden den havde fået nok i eftermiddags og futtede af, hvorefter dem med rygepolitikken fik travlt med vandspanden.
Jeg syntes nok det var en anden slags røglugt end her plejer at være – sagde jeg med en let antydning af hån i stemmen, da det hele var under kontrol igen.

Og så gik jeg ud for at vaske mine hænder. Frit valg mellem jordbærduft, kokoslugt og citronstank. Det er nemlig rygerne, der køber håndsæbe…