Torre del Mar – Benajarafe – Rincón de la Victoria – Málaga

Rincon de la Victoria

Den sidste etape for denne gang, på nyvaskede cykler og kørt i paradetempo som det passer sig for en Tour/Giro/Vuelta. Helt fladt hele vejen, og fra Rincón de la Victoria kunne vi køre langs stranden resten af vejen til Málaga.

el Torro

Nu har vi lige et par dage til at slappe af i Málaga inden vi vender næsen hjem for denne gang. Men det bliver ikke vores sidste cykelferie i Spanien – vi taler allerede om at komme tilbage til næste år og fortsætte hvor vi slap denne gang, fra Málaga videre vestpå og op gennem Portugal.

Salobreña – Almuñecar – Nerja – Torre del Mar

The View

Vi benyttede eftermiddagen i går til at klatre op til toppen af Salobreñas gamle bydel. Vejret var klart (og varmt), og der var en pragtfuld udsigt til alle sider fra den gamle borg øverst oppe, og til starten af søndagens rute. Vi kunne også se at vi ville komme til at arbejde fra morgenstunden i dag, og det holdt stik – vejen fra Salobreña over Almuñecar og hele vejen til Nerja var den ene stejle stigning efter den anden. Nedkørslerne var alt for korte, og så op igen. På plussiden var der ikke ret megen trafik (søndag morgen), vi mødte masser af af motionscyklister på søndagstur (og et par enkelte professionelle med følgebiler), og mange af vores medtrafikanter dyttede og vinkede opmuntrende når vi asede os op ad bakke i krybesporet. Og omgivelserne var rigtig smukke, når vi ellers orkede at nyde dem.

Vejen fra Nerja til Torre del Mar var til gengæld flad som en pandekage og fyldt med hoteller, ferielejligheder og turister – både indenlandske og udenlandske. Vi kunne sagtens være fortsat helt til Malaga (hvis ellers vejen bliver ved med at være flad), men Toms søster og svoger har lånt en lejlighed i Torre del Mar, så dem skal vi da hilse på. Når vi lige har fået vasket skidtet af os selv og vores tøj, altså.

Adra – La Rábita – La Mamola – Castell de Ferro – Calahonda – Torrenueva – Motril – Salobreña

Pragtfuld cykeldag. Vi kom afsted omkring halv ni efter at have forsynet os godt og grundigt fra hotellets morgenmadsbuffet. Efter 50 meters kørsel havde vi så dagens første stop – Lisa kunne ikke skifte gear med den bageste skifter. Et hurtigt check, og ganske rigtigt var cykelhandleren kommet til at spænde Lisas nye støtteben fast hen over kablet til bagskifteren. Det var et problem, for vi havde ikke taget en fastnøgle med i den rigtige størrelse – heldigvis havde vi en lang, spids tang der kunne få fat i bolten, så vi kunne komme videre (Lisa mente nok at hun kunne klare sig med de tre gear på den forreste skifter, men det var altså før vi ramte dagens bakker).

A dog, his man and his scooter

De første par timer kørte vi i dejlig, kølig morgenluft (omkring de 18-20 grader). Vejen snoede sig langs med havet, der duftede skønt, og vi blev næsten høje af bar glæde over at være der. Fordi det er lørdag, mødte vi mange motionister, til fods og på cykel, og næsten alle hilste på os – vi var ikke ene om at synes at det var en dejlig morgen.

Omkring Castell de Ferro og videre mod Motril begyndte vejen for alvor at blive bakket, og vi måtte slide en del. Der var efterhånden også en del trafik – det meste i den modsatte retning, og næsten alle bilerne var fyldt med familier på vej til stranden. Mandag er helligdag (Spaniens nationaldag), og rigtig mange ser ud til at udnytte det gode vejr til en lille miniferie.

Oprindeligt havde vi planlagt at køre til Motril, men efter at have læst lidt om byen i vores medbragte turistbrochurer, besluttede vi at den behøvede vi ikke at se. Så vi må have sukkermuseet til gode til en anden gang (den eneste seværdighed der var omtalt i brochuren). Vi fortsatte i stedet til Salobreña, en lille turistby lidt vest for Motril med en meget smuk  gammel bydel og en velbevaret borg som ligger højt, højt oppe i midten af det hele. Det første hotel vi kom til havde ikke plads til os, og receptionisten var i øvrigt ekstremt sur (parret foran os i køen var ikke tilfredse med deres værelse). I stedet fandt vi et lille ét-stjernet hostal med tilhørende bar som tydeligvis er et familieforetagende – børnebørnene farer rundt og larmer, henter ispinde i fryseren, og er ved at drive bedsteforældrene til vanvid (at dømme efter stemmelejet), og forældrene er ingen steder at se – de ligger sikkert på stranden og nyder freden.

Adra

Vi kan godt mærke at vi efterhånden har været på cykeltur godt tre uger – vi trænger til at slappe af med noget andet end at cykle, så dagen i dag er blevet til hviledag. Vi bor fint på det 4-stjernede Hotel Mirador de Adra, lidt dyrt til €80 pr. nat (men incl. en stor morgenmadsbuffet som vi selvfølgelig udnytter til det yderste). Personalet i receptionen er rigtig søde og imødekommende, og så taler de oven i købet engelsk!

Adra er en forholdsvis stor by med en fiskerihavn og kun få turister – i hvert fald på denne årstid. Formiddagen gik med at finde et nyt støtteben til Lisas cykel (€8 incl. montering) og på diverse småindkøb, og eftermiddagen er gået med at lave præcis ingenting ved poolen og på vores altan med havudsigt.

Almería – Aguadulce – Roquetas de Mar – Almerimar – Los Baños de Guardias Viejas – Balerma – Batanegra – Adra

Dagen skulle egentlig have været nem – omkring 70 km i ret fladt terræn. Men tingene går ikke altid som vi planlægger dem, mere om det om lidt.

Vi kørte ud af Almería i morgenmyldretiden efter at have fået et solidt morgenmåltid på en bar i nærheden af vores hostal. Spanske billister er (som vi vist har sagt før) næsten altid meget hensynsfulde når vi kommer rullende med al vores bagage på cyklerne, men der er altså mange biler i Spanien, og vejene er ikke indrettet til cyklister. Nå, vi kom da ud af byen, og vi slap for de store klatreture fra morgenstunden da der er en del tunneller gennem Sierra de Gádors udløbere som beskytter Almerías havn mod vest.

Omkring Roquetas de Mar fandt vi en fin strandpromenade (med cykelsti!) så vi kunne følge kysten mod sydvest. Efter nogle kilometer med meget store og flotte strandvillaer kom vi til et rigtigt charterferie-mål, komplet med grimme hoteller, tyske schlagere over højttalerne i barerne, parasoludlejning på stranden og menuer på tysk og engelsk på restauranterne (og kedelig mad, helt sikkert). Der var mange mennesker, og det hele var egentlig vældig hyggeligt, sikkert fordi vi ikke skulle blive der i længere tid. Vi kørte ganske langsomt afsted og snoede os udenom ældre tyskere der var ude at gå morgentur langs havet.

For enden af de mange kilometer strandpromenade kørte vi ud ad en grusvej i et område der tidligere har været brugt til saltindvinding, og som nu er naturbeskyttelsesområde. Meget spændende med masser af fugle, hårdføre blomstrende planter som vi aldrig har set før og småsøer af brakvand rundt omkring. Desværre blev grusvejen dårligere og dårligere jo længere vi kom vestpå, og tilsidst var den kun et traktorspor gennem klitterne tæt på havet. Sådan en pakket turcykel er altså tung at skubbe gennem sand, specielt når den begynder at skride sidelæns så man føler at man nærmest skubber hele stranden foran sig. Lisa tog det meget pænt, men turens anden deltager (ingen navne nævnt) bandede og svovlede en hel del. Mærkeligt nok hjalp det overhovedet ikke…



Efter nogle meget hårde kilometer var vi kommet tæt på et indhegnet område med en del antenner og et fyrtårn. Det var tydeligvis i brug, så vi gættede at der måtte være en adgangsvej på den anden side. Vi trak cyklerne hen over klitterne (Lisa med bare tæer i sandalerne, gennem tøre planter med torne), og der var ganske rigtigt en lille vej som førte os op til en større som løb parallelt med kysten nogle hundrede meter inde i landet. Det var helt rart at cykle på asfalt igen, til gengæld var landskabet rigtigt kedeligt set fra vejen der løb mellem kæmpestore, plasticoverdækkede marker, og vi havde strid modvind fra vest.

Næste by på ruten var Almerimar. Vi måtte køre adskillige kilometer forbi byen på en bakkekam, inden vi kunne komme ud på en større vej der førte os tilbage til kysten. Der var en meget hyggelig lystbådehavn, et par store hoteller med tilhørende golfbaner, og så i øvrigt enorme områder med ubeboede ferielejligheder. Vi kørte vel 5-6 kilometer på endnu en strandpromenade, forbi tilskoddede lejlighedskomplekser på den ene hånd og øde strande på den anden. Ret deprimerende, faktisk. Fik jeg nævnt at vi kørte i en ret kraftig, varm og tør modvind? Heldigvis var der lidt skyer på himlen, og vi havde masser af vand med.

Næste lille by, med det spændende navn “Los Baños de Guardias Viejas” var næsten totalt forsvundet i et kæmpestort vejarbejde, så vi fik aldrig opklaret hvorfor den hedder sådan. Kystvejen videre mod nordvest var lang, lige og stik imod vinden. På et tidspunkt gik det op for Lisa at det måske var en smule dumt at ase afsted, møgbeskidte efter vores eventyr i sandet, og med sveden drivende af os, når nu Middelhavet lå og så indbydende ud lige på den anden side af vejen. Der var ikke et øje i nærheden, så vi smed tøjet og hoppede i. Bølgerne var høje og brændingen var temmelig kraftig, men vandet var pragtfuldt.

Efter vores dukkert, og en cola på en bar i Balanegra, gik resten af turen til Adra i fin stil. Det tog os lidt tid at finde byens tilsyneladende eneste hotel (passer ikke helt med det vi har læst), men nu er vi installeret og har overstået eftermiddagens to vigtigste gøremål: Brusebad og vasketøj. Næste stop aftensmad.

Og jeg mener hvad jeg siger!

Carboneras – Fernán Pérez – Campohermoso – San Isidro – El Alquién – Almería

Vi startede tidligt – kvart over otte – for at køre så lidt som muligt i eftermiddagsheden. Det var de åbenbart ikke vant til på vores lille hotel i Carboneras, for både reception og restauranten nedenunder var lukket (så ingen morgenmad – vi havde heldigvis nogle yoghurt gemt i minibaren). Vores cykler var naturligvis låst inde for natten, så dem kunne vi ikke komme til, men det lykkedes heldigvis rengøringspersonalet at finde en nøgle. Og så ellers ud af byen og op ad en laaaang bakke, 5-6 kilometer med jævn stigning før det fladede ud igen.

Da vi kom til krydset hvor vi skulle dreje af den store vej og ud på bivejene til Fernán Pérez, var to biler netop stødt sammen. Chaufføren fra den ene bil gik lidt forvildet rundt med sin mobiltelefon for øret og var ikke kommet noget til, men den anden sad helt stille bag rattet i bilen og så ikke ret godt ud – vinduesviskerne var gået i gang ved sammenstødet, men han gjorde ikke noget for at standse dem eller for at komme ud af bilen. Døren var lidt svær at åbne, men vi fik den vredet op så vi kunne komme ind til ham – han var ved bevidsthed, men han havde ondt i brystet og et sår i panden og han sad helt stille. Vi snakkede lidt med ham, og fik så slået tændingen på bilen fra og sikret ulykkesstedet med en trekant, og lod ham blive siddende i bilen (Lisa holdt ham med selskab og talte med ham en gang imellem så vi kunne holde øje med at han ikke pludselig blev dårligere).

Efter en rum tid dukkede så endelig et par Guardia Civil betjente op og fik lidt styr på trafikken, hvilket også var tiltrængt – det var ikke særligt rart at stå der i vejkanten med biler og lastbiler der passerede tæt forbi i god fart, og endnu mindre når nysgerrige stoppede op midt på vejen så resten af trafikken måtte sno sig forbi. Så gik der igen lang tid, og endelig dukkede så en ambulance med en enlig redder op. Ret underligt med kun én mand i en ambulance, specielt i et land hvor der næsten altid er mange mennesker om arbejde der andre steder udføres af en enkelt eller to. Til gengæld var der efterhånden 6-8 Guardia Civil på stedet der møllede rundt og gik i vejen for hinanden, mens Lisa hjalp redderen så godt hun kunne (jeg forsøgte at hindre trafikken i at køre ind i båren ved siden af bilen, men blev hurtigt viftet væk af en betjent, det var altså hans arbejde jeg blandede mig i). Redderen fik sikret bilistens nakke (han hed i øvrigt Julian), vi fik brækket bildøren lidt længere op, og Julian kom langt om længe op på båren – på det tidspunkt tror jeg vi havde været på stedet en time eller mere. Og vi kunne fortsætte på vores tur.

The Herd

Ruten til Fernán Pérez gik ad små grusveje og en lidt større, asfalteret bivej – ingen af dem var på vores kort, men vi havde studeret turen grundigt på Google Maps, og Lisa havde håndtegnet et kort, så vi fandt vej uden problemer. Efter et tiltrængt morgenmåltid – kaffe og tostadas med tomat og ost – kørte vi så videre mod Campohermoso. Området er domineret af landbrug (mest grøntsager under overdækkede marker) og af landbrugsindustri, men ret afvekslende og interessant at køre i. På et tidspunkt indhentede vi en hyrde med 50-60 geder, og jeg satte farten lidt ned for at kigge. Det havde Lisa ikke opdaget (hun kiggede på gederne i stedet for på vejen), så hun måtte en tur i asfalten. Hendes næsten helede hudafskrabning fra sidste styrt blev revet op igen (det gjorde lidt ondt), og hendes kamera der lå i cykelkurven mistede den forreste del af objektivet (det gjorde meget ondt). Heldigvis led cyklen ingen skade …

Omkring 4-5 kilometer af vores rute gik langs med motorvejen til Almería. Google Maps nægtede på det bestemteste at man kunne gå (eller cykle) dér, men vi havde studeret satellit-billederne og kunne se at der gik en grusvej på hver side af motorvejen (mellem afkørsel 471 og 467). Det holdt stik, og vi sparede en stor omvej ind i Capo de Gata – Nijar nationalparken. Vi måtte være to om at skubbe hver cykel op ad en stejl bakke, og et par steder måtte vi bære cyklerne, men vi kom igennem.

Inde i Almería troede vi egentlig at cykeldagen var ved at være slut, men det var den slet ikke. Mange af byens gader er ensrettede, snævre og fulde af biler (men til gengæld kommer man fint frem på cykel på fortovet), og Lisa måtte endnu en tur i asfalten bag en fejemaskine der havde gjort vejen våd og glat. Heldigvis kom cyklen heller ikke noget til denne gang …

De første par hoteller vi prøvede var fyldt op, og det var faktisk ret svært i det hele taget at finde hotellerne, selv om der var skilte til dem rundt omkring. Efter en times tid lykkedes det os endelig at få et værelse på et lille “hostal” lidt uden for bymidten, og dér er vi så nu. Både tøjet og vi er nyvaskede, og om lidt skal vi ud og se byen som fodgængere – den hjælpsomme receptionist sørgede for at cyklerne blev låst inde i en lille restaurant i nabobygningen som er ved at blive restaureret. Fantastisk som vi altid bliver mødt med velvilje når vi kommer på cykel!

Mojácar – Sopalmo – Carboneras

En kort dag. Vi havde egentlig planlagt at køre helt til Almeria, men da vi nåede Carboneras efter et par timers kørsel var det allerede ved at være godt varmt, og vi havde ikke meget lyst til at køre videre ind i landet i dagens varmeste timer. Vi har heller ikke travlt – vi skal bare være i Malaga om 8 dage – så vi fandt et værelse på et hotel lige ud til strandkanten. Et hurtigt bad og den sædvanlige klatvask (så vi har rent cykeltøj til i morgen), og så skal vi ud og tilbringe dagen på civiliseret vis, med at daske rundt mellem caféer og restauranter.

Turen fra Mojácar til Carboneras var temmeligt bakket, specielt de 4-5 kilometer op ad bakke til Sopalmo var seje at køre, men heldigvis lå der en restaurant på toppen hvor vi kunne dampe lidt af over en kop morgenkaffe og blive underholdt af den lille bys indbyggere der var ved at gå i gang med dagens gøremål.

Vores værelse på Hotel Donde Caparros (“En primera linea de playa”) et fint nok, men lidt aparte indrettet; Et stort, rektangulært rum på omkring 35-40 kvadratmeter, hvoraf badeværelset med et stort spa-badekar udgør knap halvdelen af det samlede areal. Der er ingen rigtige vægge mellem badeværelset og resten af rummet, kun nogle lave skillevægge bygget op med glasmursten, så det er lidt som at bo i et badeværelse med tilhørende seng, skrivebord, fjernsyn og minibar. Altsammen pænt og i god kvalitet, men nok ikke lige sådan vi ville have valgt at indrette det. Der er imidlertid også en bred altan i 1. sals højde med stole og et lille bord og strand og hav lige overfor, så resten af værelset kan (næsten) være lige meget.

Águilas – San Juan de los Terreros – Villaricos – Puerto Rey – Garrucha – Mojácar

Jeg bliver skør, hvis jeg ikke snart finder ud af hvad der laver den lyd!

Vi startede tidligt igen i dag, og vi havde en smuk tur sydpå langs kysten fra Águilas til Almanzora-floden. Bjerge, Middelhav og kun mindre stigninger over småknolde på kysten, hvad mere kan man forlange? Måske lidt bedre ben, de var godt slidte ovenpå gårsdagens strabadser…

Syd for floden var kysten fuldstændig dækket med feriehuse – store grupper af villaer og rækkehuse, forsynet med hegn, bomme og vagtmænd samt skilte der på det bestemteste anbefalede uvedkommende at køre en anden vej. Og selvfølgelig de store til-salg skilte og reklamer for forskellige ejendomsmæglere og banker som vi er blevet så vant til at se i den slags områder. Vi sneg os til at følge kysten et stykke ad en af de “forbudte” veje, gennem næsten totalt affolket nybyggeri. Kedeligt, kedeligt.

Garrucha var mere spændende, masser af restauranter der var ved at gøre klar til det store søndag-eftermiddag rykind og en pæn stor fiskerihavn med tilhørende auktionshaller. Det er altså bare mere spændende at være i en by der har en eksistensberettigelse ud over turismen.

Cykeldagen sluttede i Mojácar hvor vi var fremme ved 13-tiden og fik et værelse på Parador-hotellet. Lidt dyrere (€80 uden morgenmad) end vi plejer, men vi havde en fælles fødselsdagsgave fra Lisas mor til gode som vi så brugte her. Rart at vi til en afveksling slipper for at cykle i eftermiddagsheden.

Cartagena – Canteras – Isla Plana – Puerto de Mazarrón – Bolnueva – (???) – Calnegre – El Cantal – Águilas

Receptionisten på hotel Los Habaneros havde været på cykelferie i Danmark, så vi fik lige set et par af hans billeder inden vi tog hul på turens hidtil smukkeste, mest afvekslende og hårdeste dag. Vi startede tidligt fra Cartagena, så temperaturen og lyset var rigtig dejligt de første par timer. På vej ud af byen mødte vi masser af cyklister (mest med racercykler) der skulle på lørdagstur. Vi har stadig ikke mødt andre cyklister med turbagage i Spanien – cykler er næsten udelukkende til sportsudøvelse.

Vi kørte igennem Canteras, hvor en venlig, ældre spansk herre spurgte om vi var faret vild (vi stod og kiggede på kort), og videre op ad en laaang stigning forbi Sierra de la Muela. Vejret var klart, der var fin udsigt, og omgivelserne var meget smukke med tørre bjergsider, masser af klipper og ganske få forkrøblede oliventræer. Så en kort, stejl nedkørsel til Isla Plana med Middelhavet udbredt foran os, og videre til feriebyen Puerto de Mazarrón, hvor vi holdt dagens første pause. På det tidspunkt havde vi de første 30 km bag os, og vi syntes faktisk at vi var i rigtig god form …

Vi kørte videre langs med kysten, gennem feriestederne Bahia og Bolnuevo, og videre ad en grusvej der følger kysten gennem et naturreservat frem til Calnegre. Turen var meget, meget smuk, med udsigt til bjergene foran, bag os og på højre side, og klippekyst med små strande hist og her til venstre. Vejen var nogle steder ret vanskelig at køre på, og vi måtte hyppigt af og trække. Der var mange, store sten at undgå, mange pletter med blødt grus og sand, hvor man skulle være meget forsigtig for ikke at falde, og vejen var stærkt ødelagt af regn og oversvømmelser. Det havde så den fordel at vi en stor del af tiden havde det hele for os selv (på en lørdag!), vi mødte kun enkelte vandrere og en gruppe på mountainbikes. Efterhånden blev Middelhavet for fristende, og vi smed tøjet og hoppede i. Pragtfuldt!

På et tidspunkt mente vi så af en eller anden grund at vi skulle følge en anden grusvej til højre. Vores Michelin-kort i målestokken 1/400.000, som vi ellers har været meget fornøjede med, svigtede os fuldstændig på de små biveje, og vi fik en 10-kilometers sightseeing mellem områdets mange plastic-overdækkede marker, inden vi endelig fandt til Calnegre. Hvis vi bare havde holdt os til kysten, som det i øvrigt også fremgik af kortet, så havde der ikke været noget at tage fejl af, grusvejen og strandene ender i Calnegre og man kan ikke komme videre langs kysten – der er en bjergknold i vejen. Men så fik vi da underholdt en gruppe landarbejdere der sad og ventede på at blive samlet op af en bus, og som tydeligvis syntes at vi så urkomiske ud som vi kom asende og masende i eftermiddagsheden.

Efter Calnegre måtte vi en tur ind i landet, og det gik selvfølgelig opad. Lisas ben ville ikke rigtig mere, hvilket var en smule uheldigt da der ikke var andet end marker omkring os og det efterhånden var blevet bagende varmt. Vi fik kæmpet os nogle kilometer længere frem til en meget lokal bar og fik hældt en masse cola og kaffe med sukker i os begge to (3 stk 33cl Coca-Cola og en café con leche for 4€). Så gik det lidt bedre.

Dagens doping

Kortet svigtede os igen, og vi fandt aldrig genvejen gennem Umbrias som vi havde planlagt at tage. I stedet kom vi en tur op på vej 332, hvor vi efter et par kilometer passerede et skilt med “Aguilas 33km”. Ikke lige det vi havde mest brug for at få at vide på det tidspunkt. Vi drejede til venstre på D20 mod kysten, og så fandt vi ud af hvad den ca. 6 km lange dobbeltstiplede vejsignatur på kortet betød: Der var ikke plads på kortet til at tegne alle hårnålesvingene. Vi måtte trække det meste af vejen op, den var bare for lang, stejl og varm til at vi kunne cykle op på det tidspunkt (men så fik vi da brugt nogle andre benmuskler til en afveksling). Føj for et stykke vej, men med hyppige pauser og masser af svesker (glimrende nødproviant) og vand nåede vi da op. På den positive side så havde vi vejen næsten for os selv, og udsigten var helt, helt i top. Helt oppe mødte vi et par måbende Guardia Civil betjente i en firehjulstrækker, som helt tydeligt ikke havde regnet med at møde cyklister på de kanter.

Nedturen var stejl og sled hårdt på bremserne. Resten af vejen til Águilas var der heldigvis kun mindre stigninger, for vi havde ikke klaret en mere af de lange. Vandet var sluppet op, men heldigvis lå der en tankstation midt i ingenting, hvor vi tankede iskoldt vand og den bedste ispind som vi har fået i meget lang tid. Stadig smukke omgivelser, indtil ca 10 km. fra Águilas hvor der begyndte at dukke mere og mere nybyggeri op (meget af det lignede forfejlede feriebolig-projekter). I Águilas kastede vi os ind på det første hotel vi mødte – vi aner faktisk ikke hvordan byen ser ud, det må vi have tilgode til senere.

Cartagena

Over morgenmaden besluttede vi at blive en dag mere i Cartagena – vi havde set så mange spændende ting på vores aftengåtur, og vi havde slet ikke nået alt det vi gerne ville.

Formiddagen er gået med let shopping (vi mangler et kort over den østlige del af Andalusien, og der var hul i Lisas slappe-af-bukser) og med at besøge en udgravning af et romersk byhus fra århundredet før Kristi fødsel, Casa de la Fortuna. Udgravningen omfattede en del af en gade (med fartbump, så datidens trafikbøller ikke kunne køre for stærkt), en smule af et hus på den nordvestlige side af gaden og et helt hus på 204 kvadratmeter på den modsatte side. Husets grundplan var fint restaureret, der var fine mosaikgulve, og et par steder var dele af husets oprindelige puds og bemaling restaureret så man kunne se de meget flotte mønstre og farver. Der var også en lille udstilling af ting som man havde fundet i forbindelse med udgravningen – amforaer, perfumeflasker (af lertøj), krukker, mønter og den slags. Meget, meget spændende, og rigtig flot præsenteret. Lisa skal selvfølgelig hjem og prøve at strikke mønstret fra mosaikgulvene…

Wallpapers

Mange steder i byen er de moderne byhuse ved at blive erstattet af nye og mere tidssvarende boliger. Det foregår ofte ved at man river hele det gamle hus ned, med undtagelse af facaden, som så bliver restaureret og brugt som facade for det nye hus. Rundt omkring kan man derfor støde på husfacader som står helt frit i tre-fire etagers højde og venter på at håndværkerne skal gå igang – en ret speciel oplevelse når man ser det første gang (vi føler os stadig ikke helt trygge ved at opholde os i nærheden af dem).

Pt. holder vi siesta (det er 30 graders varme), men i eftermiddag skal vi være kulturelle igen, vi skal blandt andet se det romerske forum og byens (nyere) fort. Og måske skal vi smage paella’en!

Torrevieja – San Pedro del Pinatar – San Javier – Los Alcázares – La Union – Cartagena

IMG 8805

Vi kom sent afsted, blandt andet fordi hotel Masa i Torrevieja havde turens hidtil bedste morgenbuffet (og den suverænt bedste havudsigt både fra vores værelse og fra restauranten), og det skulle jo udnyttes. Det tørre og varme vejr er også vendt tilbage, så cyklerne fik en omgang inden vi tog afsted – dækkene blev omhyggeligt gået efter, og begge kæder blev smurt og tørret grundigt af. Da vi så endelig kom afsted, var vi knap kørt 50 meter før Lisa punkterede på baghjulet! Denne gang havde vi nu os selv at takke for det, slangen var åbenbart kommet i klemme sidst vi havde dækket af, og havde knebet hul to steder. Vi havde heldigvis købt en reserveslange i Joan d’Alacant, så vi fik hurtigt klaret det problem.

Den første del af turen var temmeligt kedelig, Torrevieja er en stor by med megen trafik, og hele vejen ned til Los Alcázares kørte vi forbi det ene store indkøbsområde efter det andet. Kysten er tæt pakket med ferieboliger, og dér hvor vi kørte lå så alle servicefaciliteterne. Ikke spændende (men vi fik da en ny slange til Lisas cykel).

Vi spiste frokost i Los Alcázares – en ferieby der ikke er til at skelne fra alle de andre i området – men vejret var klart og vi havde en fin udsigt over Mar Menor, en bugt der er beskyttet mod Middelhavet af en landtange (tæt dækket med høje hoteller og ferielejligheder, så vidt vi kunne se på afstand). Los Alcázares var i øvrigt fyldt med englændere, dem har vi mødt rigtig mange af efter at vi er kommet syd for Dénia. Heldigvis er her nu også mange spaniere, der næsten altid er venlige og hjælpsomme – og altid meget hensynsfulde overfor cyklister.

IMG 8809

Sydvest for Mar Menor skiftede omgivelserne pludselig karakter – slut med ferieboliger, i stedet kørte vi forbi forfaldne huse, nedlagte virksomheder og gennem meget støvede og stille byer. Meget at kigge på, men vi var ved at være godt brugte af bakker og en efterhånden temmelig kraftig, varm og tør modvind. De sidste fem kilometer til Cartagena måtte vi træde godt til for at komme fremad, selvom det gik ned ad bakke. Inde i Cartagena væltede Lisa da vi skulle starte efter at have holdt for rødt, men hun kom da op igen og kunne køre videre – med lidt asfalteksem på benet.

Alicante – Santa Pola – La Marina – La Mata – Torrevieja

Hotel Bahia i Alicante var egentlig ikke særligt godt – værelset havde kun vindue ind til en skakt på 5×5 meter, hvor man netop kunne skimte himlen fem etager længere oppe, og der var meget lydt – men de ansatte var fantastisk søde. Cyklerne blev parkeret i et lille rum med diverse rengøringsartikler, og vi brugte dagen på sightseeing. Bymidten er domineret af en gammel, højtliggende borg, som man kan komme op til med elevator. Først gik vi dybt ind i bjerget gennem en tunnel, og i bunden mødte vi så en elevatorfører der kørte os op på toppen. Udsigten fra toppen over byen og det omkringliggende landskab var rigtig flot, og vi kunne gå ned til byen gennem en park til nogle små, charmerende gader i den gamle bydel.

Landskabet syd for Alicante er forholdsvis fladt, men vi mødte nu alligevel et par bakker så vi kunne få brugt vores ben lidt igen. Syd for Santa Pola kørte vi igennem et område med store brakvandssøer hvor der blev indvundet salt. Smukt og særpræget landskab som vi fik rigtig god tid til at nyde fordi Lisa hele tiden stoppede og tog flere billeder.

Sea of Salt

I La Marina fik vi dagens anden morgenmåltid (tortillas og café con leche), og vi gjorde endnu et forgæves forsøg på at finde en gasdåse der passer til vores stormkøkken – det kunne vi godt have ladet blive hjemme.

Vejen mellem La Marina og La Mata var ikke særligt spændende, mest fordi der var en del vejarbejde på strækningen; dels er man ved at gøre vejen bredere, og et par steder var dele af vejen oversvømmet og mudret efter de sidste dages voldsomme regnskyl, så vi var nødt til at have blikket på vejen det meste af tiden. I udkanten af Torrevieja syntes vi efterhånden at det kunne være nok for i dag, så da vi kom forbi et hotel der så rigtig godt ud, besluttede vi at stoppe. Vi har fået et rigtigt fint værelse med balkon og havudsigt, og det har vi tænkt os rigtig at nyde resten af dagen.