Mine 18 yndlings-Beatles-sange

  1. Do You Want To Know A Secret – Please Please Me, 1693
  2. Chains – Please Please Me, 1693
  3. You Really Got A Hold On Me – With The Beatles, 1963
  4. I Should Have Known Better – A Hard Day’s Night , 1964
  5. No Reply – Beatles For Sale, 1964
  6. The Night Before – Help! 1965
  7. Wait – Rubber Soul , 1965
  8. Norwegian Wood – Rubber Soul, 1965
  9. And Your Bird Can Sing – Revolver, 1966
  10. I’m Only Sleeping – Revolver, 1966
  11. Lucy In The Sky With Diamonds – Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band , 1967
  12. Sexy Sadie – The Beatles, 1968
  13. While My Guitar Gently Weeps – The Beatles, 1968
  14. All You Need Is Love – Yellow Submarine, 1969
  15. Something – Abbey Road, 1969
  16. Here Comes The Sun – Abbey Road, 1969
  17. Across The Universe – Let It Be, 1970
  18. One After 909 – Let It Be, 1970

Og så var jeg efterhånden blevet 10 år gammel, boede nær Chipata i Zambia, gik i skole og havde en sanglærerinde, Mrs. Ainsworth, der i sin hidsighed over elever der formastede sig til at synge falsk, kastede sine sko efter os. Alligevel var jeg meget glad for at synge, jeg tilbragte mange eftermiddage på mit værelse mens jeg tog sangbogen fra en ende af og skrålede alle de sange jeg mente at kende… og jeg tror det lød bedre, end da jeg nogle år senere prøvede at lære at spille blokfløjte.

Musikken vi hørte dengang var vist mest Nina & Frederik og Harry Belafonte, og så kan jeg huske at jeg havde en single med propaganda-sangen “UNIP – Yes”. Åh, ja, Kenneth Kaunda og hans United National Independence Party, som endte med at være det eneste legale politiske parti i Zambia i en årrække.

Det var først da vi flyttede hjem til Nuuk igen i begyndelsen af halvfjerdserne, at jeg for alvor opdagede musikken. Abonnerede på MM, som stadig er det bedste musiktidsskrift jeg nogen sinde har læst, arbejdede i ‘pladeafdelingen’ af GRC og omsatte hele min løn på specialimporterede LPer. Senere havde jeg et fritidsjob som musiktilrettelægger hos KNR. Jeg elskede det gamle diskotek, hvor LPerne stod i rækkevis af reoler, kun afbrudt af boksene med arkivkort og de to små lyttebokse udstyret med grammofoner, hovedtelefoner og skrivemaskine, hvor vi sad og tilrettelagde morgen- eller eftermiddagsfladens musikprogram. Ja, vi hørte skam også musik før vi fik iPod’en…

Spil dansk!

Jeg synes faktisk at det er en god idé med en Spil dansk-dag, men jeg synes også at det er lidt kikset at den første, største og vigtigste oplysning på deres website ikke er svaret på mit spørgsmål:

Hvilken dag er Spil dansk-dag?

PS: det er torsdag den 25. oktober 2007. Til gengæld er programmet også ret uoverskueligt, for selv om jeg kan klikke mig frem til programmet for ‘min region’ så omfatter den alt fra Hundested til Bornholm…

OPDATERING: vi nåede faktisk at høre en smule godt dansk på biblioteket i Krystalgade, inden vi skulle videre. Tak for sangen, Sanne!

Musik til arbejdet

Når jeg arbejder hjemmefra hører jeg sjældent musik til arbejdet, men min seneste opgave var en undtagelse. Når opgaven går ud på at installere WordPress og lave et nyt tema til en sanger, guitarist, sangskriver – ja, så er det jo oplagt at han selv leverer musik til arbejdet!

Resultatet kan ses (og høres) på donaldonohoe.com.

Ceol 's Rann, new album by Dónal Donohoe

Apropos musik til arbejdet, så tilbringer jeg jo også nogle dage om ugen på et rigtigt kontor med masser af kolleger med meget forskelligartet musiksmag. I det ene nabokontor er der aldrig musik til arbejdet, i det andet er der derimod altid musik – og selv om det ikke altid falder i min smag, er det i hvert fald aldrig kedeligt! Titelsange fra James Bondfilmene, Rex Gildo’s Greatest Hits og meget, meget andet. På vores kontor vil én helst høre DR Soft, hvilket jeg er ret så allergisk overfor efterhånden – beklager, men det er jeg altså!- så hvis jeg kommer først sørger jeg for at starte iTunes så jeg kan høre world music eller noget new age hvid støj-agtigt. Helst noget instrumentalt eller med sang på et sprog jeg ikke forstår – så forstyrrer det nemlig ikke, men skaber bare en behagelig stemning. Om ikke så lang tid skal vi flytte til et storrumskontor… og jeg ønsker mig et par gode hovedtelefoner i julegave!

Go Ask Alice

om den nye cd med Patti Smith er værd at lytte til!

Patti Smith: Twelve

Egentlig var det en fødselsdagsgave til min allerkæreste søster, men nu er plomberingen brudt på det groveste for jeg kunne altså ikke vente til på søndag. Er ikke engang sikker på at jeg ville nå frem til fødselsdagen, da spanden der skulle have transporteret mig fra Århus til Bønnerup Strand pludseligt og uden varsel mangler en forbindelse til sin kobling. Og når man på to dage skal nå fra Vesterbro til både Hospice Søholm og Cafe Knoblauch og tilbage til Vesterbro, så kan man altså godt blive allergisk overfor busser og rutebiler….

Nå ja, jeg er ret meget begejstret for Patti Smith, George Harrison, Jimi Hendrix, Paul Simon, Niel Young, The Doors, Stevie Wonder og ikke mindst Jefferson Airplane. Og nu også Allmann Brothers.

Tambourinen på coveret fik Patti Smith foræret i 1967 af Robert Mapplethorpe.

Nostalgi

Engang var der Gasolin’. Siden var der noget med Kim Larsen og en havnefest…

Senere Dr. Dante og Gasolin teaterkoncert – det var stort.

Jeg fik aldrig oplevet teaterkoncerten i Østre Gasværk, men takket være /many (tak for TV-programlæsning!) har jeg tænkt mig at svælge i nostalgi i aften…

Musik til arbejdet

Man kan godt blive ret træt af DR Soft. 37 timer om ugen. Er der noget der hedder lixtal for musik? Nå, i det mindste er der der hverken reklamer eller happy-happy værter… God weekend!