So long, and thanks for all the fish

Canon G12, godt brugt

Ikke at jeg har taget så mange fiske-billeder… I aftes satte jeg mig ned, fandt manualen til mit kamera, og læste de første 180 sider, prøvede alle knapper og drejehjul og besluttede mig at nu ville jeg lære at bruge alle de fancy features! Bortset fra at grunden til at sad og fedtede med manualen var at kameraet ikke længere virkede. Det stod af lige efter at de tre konger kom drivende op ad Calle Diana for at slutte Los Reyes Magos-festen af med et ordentligt brag af et festfyrværkeri.

I stedet for at gøre som jeg plejer, når mit kamera er slidt op, har jeg besluttet mig for at se om ikke jeg kan klare mig med min telefon. Det vil lette min bagage for kamera, ekstra batteri, oplader samt kabel. Og sikkert ændre mine fotovaner, for det er hverken lige så nemt, hurtigt eller godt at bruge telefonen – men i virkeligheden er det sikkert godt nok.

Så her er det sidste billede taget med mit Canon G12:

Los Reyes, fyrværkeri, Dénia, Spanien

So long, Vesterbro!

Det allermest skræmmende ved at skulle flytte er faktisk de 14 dage som boligløse. Eller rettere, de 14 dage uden internetadgang.

Ja, vi skal flytte. Efter 8 år på hjørnet af Viktoriagade og Istedgade flytter vi til det der forstæderne. Først og fremmest for at få en billigere husleje, men også for forandringens skyld. Vi sorterer, rydder op, pakker, forærer ting væk, fordyber os i minder (ja, alle de gamle papirbilleder) og sorterer lidt mere. Det er anstrengende.
I Herlev er der så dejligt

Vi får meget mindre plads, så vi skal kun ha’ det vigtigste med – ligesom da vi flyttede til Vesterbro for 8 år siden. Dengang var vi 4 mennesker i et kæmpehus som skulle flytte ind i 100 m2 stor lejlighed. Nu er vi 2 der skal flytte til 55 m2. Det skal nok blive godt.

Når altså de 14 dage uden internet er overstået. Vi skal være ude af lejemålet 14 dage inden det udløber, så lejligheden kan blive sat i stand til den næste lejer. Vi har fået lov at låne et dejligt sommerhus i et skønt område, nær havet, men i et af de såkaldte sorte huller… vi overvejer skam at holde ferie, men det afhænger jo af arbejdsopgaverne, kunderne og hvor meget vi når inden da.

Det er mange år siden jeg var en pige

er min standardbemærkning, når nogen kommer til at omtale mig som ‘pige’, og det er ikke noget nyt.

Alligevel meldte jeg mig ind i Webgrrls, fordi jeg trængte til godt, nørdet, kvindeligt selskab. Faktisk tog jeg tilløb i nogle år, fordi jeg troede at jeg hverken var nørdet eller piget nok.

Senere har jeg været med til at arrangere Geek Girl Meetups i København, noget der bl.a. har fået mig til at være aktiv også som oplægsholder.

Det er slut nu. Jeg stiller ikke længere op som pige, heller ikke som girl. Gerne som kvinde, gerne som mig selv.

Jeg mener stadig at der er en god pointe i at arbejde med kvindelige netværk, at hjælpe hinanden frem/op/sidelæns og at være søstersolidarisk (ikke for at nedgøre eller overflødiggøre mænd, mind you). Det bliver bare ikke som pige/girl/grrl. De tider er forbi.


Her er det Caroline Drucker, der sætter ord på. (Mon ikke hun trods alt er enig i at vi også er kvinder efter menopausen?)

TILFØJELSE: Måske det er ved at være tid til en københavnsk pendant til Ada Aarhus?

Hil Silds!

En jernalderlandsby, en kasse fyldt med højskolesangbøger DGI-sangbøger, god mad, kreativitet, bål – det var en god weekend!

Der er flere billeder på Flickr.

En lille episode fra lørdag: Laila, Inger og jeg sad på græsplænen ved åen, og de andre var gået ind for at lave aftensmaden. Vi talte om løst og fast, og Inger spurgte om ikke Grejsdalen var et meget smukt sted. Jo, sagde Laila og jeg i kor, og jeg talte om den gamle fabrik, der er lavet om til boliger. For Laila er der aldrig langt fra tale til handling, så pludselig sad vi tre i Smilende Susie, på vej til Grejsdalen.

Vi forsøgte at navigere os frem uden at køre hele vejen indenom Vejle – det lykkedes dog ikke helt. Til gengæld så vi rigtig mange fine steder undervejs!

På et tidspunkt blev vi ringet op hjemmefra køkkenet, og bedt om at købe guldkarameller og cola med hjem. Lettere sagt end gjort, når klokken er over seks en lørdag aften i Midtjylland. I Jelling fandt vi dog Spillestedet, og gik ind for at se om de mon solgte guldkarameller. Den rare mand i knaldrød Coca-Cola reklame-polo svarede desværre benægtende, men han gik om bag sin disk, bukkede sig ned og pakkede en pose guldkarameller ud og bød os en hver. For helt forgæves skulle vi da ikke gå! Jeg håber ikke han fik en varig høreskade, da vi skraldgrinende takkede mange gange for venligheden…

Derefter fandt vi en Stat-O-il tankstation, hvor vi igen spurgte efter guldkarameller. Mens vi fandt colaen, ledte den venlige unge mand efter guldkarameller, uden held.

På vej ud – vi skulle efterhånden også skynde os hjem til det dækkede bord – fandt vi så ud af hvad man ikke byder gæster på Stat-O-il i Jelling:

IMAG0088

Derefter gik det op ad bakke, ned ad bakke gennem en hel del små og endnu mindre byer, akkompagneret af fællessang (fortrinsvis gamle dansktophits) til vi endelig fandt Vingsted Mølle og vores aftensmad, og kunne berette om den vilde jagt. På tre guldkarameller.

Forresten drømmer jeg ikke længere om en af de der lækre lejligheder i den gamle klædefabrik. Den ligger jo i dalen. Som i nede i dalen. Med skoven i nakken og skov på den anden side af vejen. Mørkt, og der er bare alt for mange træer til mig. Selvom der er altså er meget, meget kønt i Grejsdalen.

Tankevækkende nedtur

Tidligt i morges læste jeg denne artikel: Den dyre og pinefulde skilsmisse. Ikke fordi jeg har planer i den retning, tværtimod, men fordi jeg vågnede og ikke kunne falde i søvn igen, og skulle underholdes lidt inden jeg besluttede mig for bare at stå tidligt op.

Væk efter en skilsmisse er som hovedregel muligheden for at have villa, bil, tage på en dyr sommerferie, gå på restaurant eller tillade sig anden luksus. Det gælder for både mand og kvinde, og især hvis de ikke finder en ny partner at bo sammen med.

Artiklen deler nogle gode råd om ægtepagter og pensioner og om at lave aftaler, mens man stadig er gode venner.

Det der for mig er tankevækkende, er ikke det at en skilsmisse er dyr, det er at måden vi lever på er så dyr.

Vores boliger, biler, vores ferier, i det hele taget vores forbrug. Det er ikke kun deltagerne i Luksusfælden, der bruger alt for mange penge. Det gør vi næsten allesammen.

Hvorfor bor vi så dyrt?
Da vi engang kiggede på hus, regnede vi hele tiden på hvor meget vi havde råd til at købe. Og så købte vi det dyreste, vi havde råd til. Surt, og vi har lært på den hårde måde at dét i hvert fald ikke er nogen god idé. Som husejere med stram økonomi er der hverken råd eller tid til ret megen sjov. Der skal jo arbejdes for at tjene pengene hjem. Til det hjem, man ikke rigtig har tid til bare at nyde, fordi der jo er alt det der arbejde og transport.

Andreastorpet

Hvorfor rejser vi så langt væk?
Ferie er bestemt en god ting, og jeg har holdt rigtig mange gode ferier, også langt væk hjemmefra. Men nogle af de bedste ferier har været dem hvor vi har haft tid til at være sammen, og til bare at være – om det så var i et lejet sommerhus i det østlige Tyrkiet, en familiejul i Beijing, på cykelferie i Danmark eller i et fint lille torp i Sverige, hvis ejere ikke er bange for at dele med deres venner.
Selv om det er spændende at rejse, at opleve nye kulturer og få sol på kroppen, så kan det også være skønt at tage toget til Stockholm og passe hus for nogle bekendte ligesom Jennie og hendes familie gør lige nu.

Brand New Bicycle

Hvorfor køber vi hele tiden nyt?
Nyt tøj, nye sko, nye bøger, nye møbler, nye tallerkener, nyt garn, nyt sportsudstyr… også selv om vi har nok i forvejen. Vi bliver bare fristet at noget der er lækkert, nyt, shiny, fristende – og så køber vi det. Fordi vi har lyst og fordi vi kan.
Hver måned når det er store flyttedag her i Trekantskarrén hvor vi bor, bliver der kasseret møbler, køkkenudstyr, bøger og meget andet brugbart. Hvis det ikke bliver klunset inden mandag morgen, så ryger det i storskraldskværnen.
Tænk hvis vi i stedet kunne finde ud af af dele lidt mere, måske endda at undvære lidt mere? At give og modtage ting fra hinanden. Ikke fine, dyre gaver, men gode brugte ting, der stadig har masser af brugsværdi – bare for nogle andre mennesker.

Hvorfor skal vi alle sammen ha’ vores egen boremaskine?
(udskift selv med have, fiskestang, badevægt, bil, sommerhus, vaskemaskine)

Ok, ja, jeg er en gammel hippie, og nej, jeg har ikke alle svarene på de svære spørgsmål. Hvis du har, vil jeg meget gerne lytte til dig.

Jeg tror bare ikke på at det nytter noget at stramme elastikken alt for meget. Hverken tids-, økonomi– eller miljø-elastikken. Der skal helst være plads til at rykke, når det bliver nødvendigt. F.eks. i tilfælde af arbejdsløshed, skilsmisse, sygdom eller bare… lyst til forandring!

Den der efterløn…

Selvstændig, hvem mig? Iværksætter? Narharj! En sikker månedlig lønudbetaling er da langt at foretrække. Tryghed, sikkerhed – og så en hel del kedsomhed, stress og jag, mellemtilfredshed og surhed.

Så blev efterlønsordningen indført, og jeg der ‘altid’ har været medlem af en a-kasse begyndte straks at indbetale. Tænk at kunne slippe for det der arbejde flere år tidligere end ellers!

Mellemtilfredsheden forsvandt dog ikke, så jeg skiftede job og branche, vi flyttede fra hus og have i Birkerød til en lejlighed på 3. sal på Vesterbro. Det hjalp gevaldigt, tilfredsheden indfandt sig og et bijob som webkonsulent sneg sig langsomt ind på mig. Et par jobskift og en finanskrise senere var jeg om ikke iværksætter eller selvstændigt erhvervsdrivende, så dog freelance webkonsulent.

Mellemtilfredsheden kunne jeg næste ikke huske, tilfredsheden afløstes ind i mellem af små glimt af lykke, men for en sikkerheds skyld beholdt jeg mit medlemsskab af a-kassen og betalte troligt til efterlønnen. Man ved jo aldrig…

Indtil det en dag endelig gik op for mig at mit behov jo slet ikke blev dækket af efterlønnen.

Jeg har ikke brug for at kunne holde op med at arbejde så tidligt som muligt. Det jeg har brug for er jo et arbejde der er godt for både mig, min familie og samfundet. Et arbejde jeg kan holde til og et arbejde som jeg har lyst til. Så…

Min hverdag nu er meget, meget anderledes end den var for 10 år siden. Dels er vores børn blevet voksne, dels er vores faste udgifter faldet voldsomt. Det betyder at behovet for den faste indkomst er mindre end dengang.

Den allerstørste forandring er dog sket i mit arbejdsliv. Jeg trives ved at arbejde hjemmefra, ved ikke at have fast mødetider, ved ikke at skulle forholde mig til kolleger hele arbejdsdagen. Jeg arbejder mindst lige så meget som tidligere (og tjener mindre), men det er meget mere tilfredsstillende.

Engang troede jeg at jeg skulle være leder. Eller supersælger. Eller space controller. At det arbejde betød at være omgivet af andre mennesker i en stor organisation. Medarbejderudviklingssamtaler, julefrokoster, ferieplanlægning og travle weekender.

At erkende og opdage mine behov og mine svagheder har hjulpet mig til et godt (arbejds-)liv. Jeg har andre udfordringer nu, men dem klarer jeg. Meget bedre end dengang depressioner slog mig ud med jævne mellemrum.

Sidste år meldte jeg mig ud af a-kassen og stoppede indbetalingen til efterlønnen. Det var en lettelse, ja nærmest en befrielse for mig.

Jeg anerkender at ikke alle kan eller vil eller har behov for at gøre det samme, og at mennesker der nedslides af deres arbejdsliv skal hjælpes. Men vi skal altså også hjælpe os selv. Det kunne jo også være at der så var bedre råd til at hjælpe dem der har behov for det!

Og læs så lige om Ulrik Leif Nielsen. “Intet fusk. Ingen fiflerier. Hellere være ph.d.-uddannet taxavognmand, der sørger for sig selv og familien, end arbejdsløs atomfysiker, der lever et liv på støtten.”

Begavet

En hel flok venner og familie havde rottet sig sammen og købt en masse gaver til mig – en marskandiser glasvase, en tegneblok fra en Tiger-butik, en parfumefri deocreme, en pakke servietter og matchende stearinlys, hjemmehæklede armbånd og mange andre spændende, da jeg for nylig havde fødselsdag. Ja, selv en mobiltelefon med koreanske tegn på… og en rejse til Seoul.

En rigtig dametur – min søster og jeg tager afsted for at besøge min datter.

Det er 12 år siden jeg sidst var i Korea, og i mellemtiden har Aviaq fundet sin koreanske familie.

Jeg glæder mig så det halve ku’ være nok, jeg er faktisk helt rundt på gulvet over at der nu kun er to uger til afrejsen… tak for alle gaverne!

Overspringshandlinger

Jeg startede dagen – som startede alt for tidligt i dag – med at læse en rigtig god artikel på The New Yorker om overspringshandlinger.

Og nej, det var ikke en overspringshandling at blive liggende i sengen og læse en interessant artikel i stedet for at stå op og komme igang med dagens dont.

  • Jeg vågnede kl. 5 og behøvede ikke at stå op
  • Jeg kunne ikke falde i søvn igen
  • Min telefon lå på natbordet
  • Jeg kunne koncentrere mig om at læse artiklen

Dagen lang bliver jeg bombarderet med links til fantastisk-det-må-jeg-læse-for-det-ser-vildt-spændende-ud artikler over alt på The World Wide Web. Sjove artikler, kloge artikler, praktiske anvisninger, fantastiske billeder… alt for mange guldkorn.

Hvis det er en længere artikel, der kræver ro og koncentration og måske endda lidt tid til eftertanke, så læser jeg den ikke. Ikke med det samme i hvert fald.

I stedet bruger jeg min Read It Later-liste samt den lille såkaldte bookmarklet som gør at jeg lynhurtigt kan gemme artiklen til senere læsning.

Så kan jeg læse artiklen i ro og mag, når jeg en dag har tid til det. Hvilket nogen gange er for sent; jeg er ikke længere interesseret i emnet. Men pyt, så sletter jeg den bare. Til gengæld har jeg stor glæde af at vide jeg har styr på mine guldkorn, at de ligger og venter på mig… ah!

Faktisk læser jeg sjældent artiklerne på min laptop, jeg bruger i stedet min telefon og Paperdroid og udnytter togture, søvnløse nætter og ventetid og pauser til at tanke mine tanker op.

The philosopher Mark Kingwell puts it in existential terms: “Procrastination most often arises from a sense that there is too much to do, and hence no single aspect of the to-do worth doing. . . . Underneath this rather antic form of action-as-inaction is the much more unsettling question whether anything is worth doing at all.”

Læs selv: Later – What does procrastination tell us about ourselves? by James Surowiecki, The New Yorker

Og så en bonus-video, hvis du trænger vildt meget til en overspringshandling her og nu (via Ellen Hansen):

Jeg er så glad for min cykel

Ikke at jeg kører på den hver dag, men når jeg cykler, så er jeg glad.

Glad for selv at kunne bestemme farten og destinationen, for at få rørt mig, for at få blæst hovedet igennem og nogen gange også for at blive godt svedt.

Jeg har stadig ar på indersiden af min ankel, hvor jeg som barn gang på gang slog mig på pedalen når jeg cyklede.

Den første lange cykeltur gik fra København til Skagen engang i begyndelsen af 80’erne. Den sommer blev jeg først solbrændt på venstre side af ansigten og kroppen, og det blev aldrig helt udlignet på hjemturen. Om det skyldtes dårligt vejr eller at vi tog toget noget af vejen, kan jeg ikke huske.

Familiecykelferie har vi også prøvet, men ungerne blev altså aldrig rigtig glade for den ferieform, som vi så har genoptaget efter at børnene blev store.

Den længste tur jeg har cyklet gik fra Barcelona lufthavn til Malaga lufthavn, og det er lige nu præcist et år siden vi nåede til Valencia. Valencia er en dejlig by – vores eneste problem var at finde en vej ud af byen som ikke var en motorvej…

Og hvorfor sidder jeg lige nu og mindes gode cykelture? Såmænd fordi jeg næsten ikke kan vente til jeg hører fra Team Rynkeby igen! Hvis jeg får lov til at komme med på holdet og cykle hele vejen til Paris, så kan I bande på at jeg skal gøre mit for at skaffe støtte til Børnecancerfonden! Også selv om det koster mig kvalitetstid foran fjernsynet (le Tour) – og jer, der kender mig vil vide hvor stort et offer det er.

I må altså gerne krydse fingre for at jeg kommer på holdet!

PS – Jeg ved ikke om Børnecancerfonden var oprettet, dengang vores datter var syg. Vi fik masser af hjælp og støtte dengang, men kræftramte børn og deres familier og kræftforskningen har altid brug for støtte.

Maj måneds travlhed

er en travl måned her i København. Det er næsten (men også kun næsten) lige meget at det er koldt, vådt og gråt derude, for jeg har travlt med lære nyt:

Klean holder en række foredrag om online markedsføring og webudvikling. Jeg har været til de to første i rækken (om Google og om Facebook) og vil også være stamgæst til de næste 3 foredrag med Roslyn Layton – hun ved virkelig meget om Evidence Based Marketing.

Denne weekend afholdes den første WordCamp i Danmark. Vi har tidligere holdt WordPress Meetups, men denne gang er det altså hele 2 dage.

På WordCamp skal jeg selv holde et oplæg om at blogge med billeder. Det er ikke et nørdet oplæg om teknik, men en hjælp til dig, der gerne selv vil igang med at fotoblogge så nemt som muligt. Søndag formiddag – godt at jeg som regel er morgenfrisk!

Næste weekend er det så tid til DrupalCamp… og i slutningen af måneden Community Day 2010 .

Jeg føler mig heldig. Heldig at kunne arbejde med det jeg synes er sjovt og spændende. Heldig at kunne arbejde som freelancer. Heldig at gode folk tager intitiativ til og arrangerer spændende begivenheder. Heldig at det ikke kun er maj måned der byder på en overflod af muligheder.

I april var der. f.eks. både #twedagsbar, Last Friday og Creative Commons Salon, og i juni venter GrundlovsaftenErzatz og endnu en #twedagsbar. Ses vi?