Julehjælp – at støtte eller ikke at støtte

Skulle du – trods mediedebatten om hvorvidt der er fattigdom i Danmark eller ej – have lyst til at give julehjælp, så findes der bedre måder, end bare at råde de fattige til at bage deres brød selv.

En Hemmelighed

Hvis du ikke har lyst eller mulighed for at støtte økonomisk, så kunne du måske – helt gratis og meget mere bæredygtigt – selv drosle ned for julens (over)forbrug af mad, drikke, pynt, dimser og gaver.

Jo flere (ja, også børnefamilier) der skruer ned for forbruget,
jo mere almindeligt det bliver at holde ‘billig’ jul,
jo mindre stress og forventningspres der er op til jul,
jo bedre en jul får vi alle.

Også de fattige, hvis børn aldrig vinder i gaveræset.

Og hvis du tænker efter, så har du måske alligevel råd til at give julehjælp til de fattige?

Forresten, hvad er der med den jul? Er der egentlig nogen der rigtig nyder den? Som ikke lider af juletraumer?

Demokratiet har plads til os alle

Idéen var Danas, og det er også hende der har været garnholder for projektet. I går kl. 11.09 blev Demokratiet har plads til os alle hængt op på Metrohegnet på Rådhuspladsen i København.

Demokratiet har plads til os alle

20 hæklere/strikkere, facebook, postvæsenet og 1½ måned. Nogle af os mødtes for første gang, da vi hængte det op!

Der er flere billeder her.

Demokratiet har plads til os alle

Dette gruppeprojekt opstod i kølvandet på terror-udåden i Norge.

Reaktionen rundt omkring i det danske politiske liv og underliv var nemlig en hel masse forsøg på at definere lige præcis *den* gruppes forståelse af, hvad demokrati og demokratisk debat er – og pudsigt nok handlede alle definitionerne allermest om, hvem der *ikke* var med i definitionen.

Men sådan er virkeligheden jo ikke. Demokrati, og den demokratiske proces, er ikke bundet til en bestemt hudfarve, en bestemt geografisk oprindelse, eller en bestemt måde at tro eller ikke at tro. Demokrati består simpelt hen af mennesker, også dem vi er uenige med, eller ikke bryder os om.

“Demokratiet har plads til os alle” er ord omsat til noget så lavpraktisk som garn i menneskehænder.

Facebook viste sig at være det helt rigtige sted at finde ligesindede til at omsætte ideen i praksis. Og her er den så – 27 mennesker, halvanden måned og utallige masker senere.

På vegne af Strikkehæklegraffiti
Dana Watsham

Den der efterløn…

Selvstændig, hvem mig? Iværksætter? Narharj! En sikker månedlig lønudbetaling er da langt at foretrække. Tryghed, sikkerhed – og så en hel del kedsomhed, stress og jag, mellemtilfredshed og surhed.

Så blev efterlønsordningen indført, og jeg der ‘altid’ har været medlem af en a-kasse begyndte straks at indbetale. Tænk at kunne slippe for det der arbejde flere år tidligere end ellers!

Mellemtilfredsheden forsvandt dog ikke, så jeg skiftede job og branche, vi flyttede fra hus og have i Birkerød til en lejlighed på 3. sal på Vesterbro. Det hjalp gevaldigt, tilfredsheden indfandt sig og et bijob som webkonsulent sneg sig langsomt ind på mig. Et par jobskift og en finanskrise senere var jeg om ikke iværksætter eller selvstændigt erhvervsdrivende, så dog freelance webkonsulent.

Mellemtilfredsheden kunne jeg næste ikke huske, tilfredsheden afløstes ind i mellem af små glimt af lykke, men for en sikkerheds skyld beholdt jeg mit medlemsskab af a-kassen og betalte troligt til efterlønnen. Man ved jo aldrig…

Indtil det en dag endelig gik op for mig at mit behov jo slet ikke blev dækket af efterlønnen.

Jeg har ikke brug for at kunne holde op med at arbejde så tidligt som muligt. Det jeg har brug for er jo et arbejde der er godt for både mig, min familie og samfundet. Et arbejde jeg kan holde til og et arbejde som jeg har lyst til. Så…

Min hverdag nu er meget, meget anderledes end den var for 10 år siden. Dels er vores børn blevet voksne, dels er vores faste udgifter faldet voldsomt. Det betyder at behovet for den faste indkomst er mindre end dengang.

Den allerstørste forandring er dog sket i mit arbejdsliv. Jeg trives ved at arbejde hjemmefra, ved ikke at have fast mødetider, ved ikke at skulle forholde mig til kolleger hele arbejdsdagen. Jeg arbejder mindst lige så meget som tidligere (og tjener mindre), men det er meget mere tilfredsstillende.

Engang troede jeg at jeg skulle være leder. Eller supersælger. Eller space controller. At det arbejde betød at være omgivet af andre mennesker i en stor organisation. Medarbejderudviklingssamtaler, julefrokoster, ferieplanlægning og travle weekender.

At erkende og opdage mine behov og mine svagheder har hjulpet mig til et godt (arbejds-)liv. Jeg har andre udfordringer nu, men dem klarer jeg. Meget bedre end dengang depressioner slog mig ud med jævne mellemrum.

Sidste år meldte jeg mig ud af a-kassen og stoppede indbetalingen til efterlønnen. Det var en lettelse, ja nærmest en befrielse for mig.

Jeg anerkender at ikke alle kan eller vil eller har behov for at gøre det samme, og at mennesker der nedslides af deres arbejdsliv skal hjælpes. Men vi skal altså også hjælpe os selv. Det kunne jo også være at der så var bedre råd til at hjælpe dem der har behov for det!

Og læs så lige om Ulrik Leif Nielsen. “Intet fusk. Ingen fiflerier. Hellere være ph.d.-uddannet taxavognmand, der sørger for sig selv og familien, end arbejdsløs atomfysiker, der lever et liv på støtten.”

Fornøjelig fredag

Vil I med en tur til Præstø? Ja tak!

Nogle af dagens højdepunkter:

  • Højerup gl. kirke
  • Et glas punch i en genbrugsbutik
  • At møde et par gamle kolleger (gamle som i ‘for 20 år siden’) som inviterede os hjem på en kop kaffe i orangeriet
  • Den blå, blå himmel med fine hvide lammeskyer og nul fly-striber

Så gjorde det slet ikke noget at vi aldrig nåede til Præstø. Tak for turen, og tak for en dejlig dag!

Ubærlig ventetid

  • til den første rokketand falder ud
  • til juleaften
  • til 1. skoledag
  • til skoleferien
  • til klassefesten

eller

  • at blive gravid
  • at blive fastansat
  • at få solgt sit hus
  • til det bliver weekend

Der er faktisk ret mange situationer, hvor vi oplever ubærlig ventid…

Prøv så at forestille dig at vente i årevis, at vente i årevis på noget, du ikke rigtig ved hvad er. Prøv lige at forestille dig at du er 7 år gammel, og at du har boet hele dit liv i et asylcenter – det er sådan et sted, hvor man venter, venter, venter, venter, venter.

Vi kan simpelthen ikke være det bekendt!

Hvis du ikke allerede har gjort det, vil jeg opfordre dig til at skrive under på de 3 krav til politikerne:

  1. Asylbørnene skal ud af centrene
  2. Børnene skal leve et normalt liv med deres forældre
  3. Børnene og deres forældre skal have den behandling og de tilbud, de har brug for, så de kan komme sig over deres traumer

Hvor svært kan det være? Du kan skrive under her: asylboerneneudnu.dk Hvis du allerede har skrevet under – tak!

Midt om natten

blev vi sat af ved Ballerup station, og satte os for at vente på det næstsidste s-tog mod København H. Et par minutter inden det skulle trille ind på stationen lød det der DSB-pling-plang-signal i højttaleren samt ‘S-toget er aflyst. Næste afgang om 20 minutter’. Hvorefter toget ankom. Ikke helt autoritetstro steg vi på toget, selv om aflysningsbeskeden blev gentaget et par gange i højttalerne, og kørte hjem.

Det var nærmest som en tur i rutsjebanen. Glad fordi toget snart kommer. Sur fordi det er aflyst. Glad fordi det kom alligevel. Sur igen fordi aflysningen blev gentaget. Lettelse over at toget faktisk kørte (og at vi sad i det). Endnu mere lettede da vi stod af og fik fast københavnsk fortov under fødderne.

Bortset fra at fødderne (mine) ikke er til gå på for tiden p.gr.a. to store vabler, placeret under hver sin ‘trædepude’. Og at Istedgade er nærmest ufremkommelig på den tid af døgnet…

PS – tak for en dejlig aften der startede med kold chablis i glasset, og sluttede med at vi sad og grinte af de meget gamle billeder af os selv og hinanden!

Rumforskning

Det hedder rumforskning, det hedder ikke raket-videnskab på dansk. Men det ender det jo nok med at gøre – og en dag vænner jeg mig måske også til at folk ‘sætter deres fod ned’.

Heldigvis irriterer det mig kun, når det er andre, der fordansker engelske vendinger, ikke når jeg selv gør det…

Tøse-Runden

Sammen med 3 gode veninder har jeg meldt mig til Tøserunden. 111 km på cykel forsødet af kagepauser og godt humør. Og bedre vejr end vi har haft de sidste par dage…

Cykel. Foto: Lisa Risager

I princippet er vi allerede i gang med træningen, vi har vi hvert fald checket cykelskolen ud, og bør egentlig se at komme i sadlerne. Snart.

Og det rigtig smarte er at vi også har booket et par overnatninger på vandrehjemmet i Køge, så vi regner med at få en rigtig hyggelig weekend ud af det!

Vi er Team SILDS < ´))))><

Bedste valgplakat

Point til Ida for årets bedste valgplakat:

Ida Auken, SF, valgplakat på cykel
Grøn udstødning – partikelfiltre på biler.

Og rumper i sadler kunne man så tilføje.

Og det minder mig om det gode gamle: Bæen ind i hunden, hunden ind i bilen, bilen ud af byen!

Kl. 17 i eftermiddag

Skal jeg en tur forbi Rådhuspladsen:

OPDATERING: Anne-Marie Helger havde som sædvanligt en helt fantastisk kjole og ikke mindre fantastisk hat på. Kjolen var et skrud syet af Hus Forbi-aviser. Og midt i velkomsttalen fik hun overrakt en bajer som hun takkede inderligt for, og straks knappede op. Desværre var det lidt for koldt, eller jeg var ikke klædt ordentligt på, så vi gik glip af de 2 minutter hvor fru Helger tav.