Balance

En af de ting der gør mig glad, er min ugentlige gymnastiktime hos Lotte-Marie, der er gymnastikinstruktør på Gotvedskolen, eller Henrik der indimellem afløser hende. Jeg har aldrig lyst til at tage afsted – tirsdag kl. 17.30 har jeg som regel mest lyst til at ligge og dase på en sofa eller sidde og spise god mad – men jeg ved hvad der er godt for mig. Så jeg tager afsted for at mødes med min veninde Anne, for at lave så megen gymnastik at sveden drypper på gulvet, så god gymnastik at jeg føler et fantastisk velvære bagefter, så dejlig afspænding at det hver gang kan lade sige gøre at overtale den lille djævel der sidder på min skulder og prøver at overtale mig til at pjække…

Gotvedskolen - gymnastiksalen i Sommerstedgade

Resten af mit liv er forholdsvis stillesiddende; kontorarbejde og en fritidsinteresse der handler om nærkontakt til min laptop. Jeg drømmer om selv at uddanne mig til gymnastikinstruktør, og skabe mig et arbejdsliv hvor jeg veksler mellem sund fysisk aktivitet og hjernevridende nørderi. Mon ikke det kunne skabe balance i hoved og krop?