A Room Of One’s Own

Ikke så snart har yngste-teenageren forladt landet, førend jeg har invaderet hans enemærker.

Skrivebordet er nu sybord.
Gulvet er fyldt med projekter: lagner der skal omsys til faconsyede lagner, tøj der skal ændres og smukkeseres, tøj der skal sys… papirer der skal sorteres, papirer der skal kasseres, papirer der skal blive til nye projekter…
Hjemmets største TV står også her, TdF for fuld udblæsning på dansk, norsk eller tysk, alt efter hvilken af de kanaler jeg ikke er for nærig til at betale for, gider vise gode ben.

Så skulle man så tro at der var pænt og ryddeligt i den etværelses: stue/soveværelse/køkken/spisestue-all-in-one?

Næh, der står min laptop med tilhørende projekter.
Matematikbøgerne ligger slået op.
Dagens og gårsdagens og weekendens aviser.
Biblioteksbøger
Yogamåtter
Teglas og tallerkener med krummer på.
Rent tøj i nydelige bunker, nyligt vasket, tørret og sammenfoldet.
Dametasker med indholdet halvvejs ude på gulvet.

Jeg holder meget – rigtig meget – af orden.

Det er bare ikke altid jeg er så god til at holde orden.
Til gengæld keder jeg mig ikke!