1. etape

er nu veloverstået. Hele familien, et bjerg af flyttekasser, en masse møbler og en hel bunke vasketøj er nu rykket ind i lejligheden på Vesterbro. Bare ikke min seng. Den afgik nemlig ved senge-døden forleden aften. Der er altså ikke meget ved en gammel elevationsseng, der kun kan elevere opad… selv om det selvfølgelig var fint nok at sove med benene oppe efter en lang flyttedag. Men indtil jeg får købt en ny seng, klarer jeg mig med madrassen på gulvet. Ligesom dengang jeg var ung. Til gengæld er vores gamle opvaskemaskine nu funktionsdygtig igen. Den har stået i kælderen i 10 år, fordi der ikke var plads i køkkenet. Min søde mand stod på hovedet under køkkenbordet i aftes med stearinlys som eneste lyskilde og legede blikkenslager-elektriker – og fik det til at virke. Og så vaskede maskinen ellers op. 3 tallerkener, 2 glas og 2 kopper. Og venindens hjemmebagte pizzaer smagte himmelsk!

TILFØJELSE 9/9-04: Og så stod den ellers af, den gamle opvaskemaskine, suk. Efter al det besvær. Den er nu udskiftet med en nyere og mere velfungerende model, og det er en fornøjelse. En dyr fornøjelse.