Distræt er jeg

- eller Hvordan en bunke blå glasskår blev min redning.

Sidste weekend var det jo, i modsætning til nu, dejligt sommervejr. Vi gad ikke lave mad selv, havde lyst til pakistansk mad, men ville gerne sidde ude og nyde den lune aften. Vi fandt en cafe på Halmtorvet, hyggede os og slappede af. Betjening kiggede vi langt efter, så efter en halv times tid gik vi igen.

På Lille Istedgade fik jeg øje på dette:

Uden at tænke greb jeg ud efter mit kamera. Som ikke var der. Det var min taske heller ikke. Og så kan det nok være at jeg kunne løbe. Tilbage på Halmtorvet, hvor min lille sorte taske lå lige så fint på den sorte kurvestol og heldigvis var nærmest usynlig. Med kamera og det hele. Pyha! Jeg håber ikke at jeg bliver nødt til at gå over til at bruge bum-bag ligesom andre distræte ældre turister i byen…

2 kommentarer