25. november 2006 fyldte min mor 70 år, og i den anledning holdt hun en fest, og sammen med kusinerne og en enkelt moster tog vi til after-party på Mojo sammen med fætrene. Det var en sjov weekend!
Men gaven til min mor, den blev først færdig i sidste uge, og nu glæder jeg mig til at give den til hende:
Garnet har min mor selv købt på Færøerne, inspirationen var et sjal jeg købte på Island for 15 år siden, og sjalet – det har været svært og besværligt og meget, meget dejligt at strikke. Jeg vil prøve at oversætte mine arbejdsnotater til en opskrift. Da sjalet endeligt var færdigt, vaskede jeg det (i hånden), centrifugerede det (i vaskemaskinen) og bredte det ud på en seng for at tørre. Det blev sat fast med knappenåle, for sjalet skulle strækkes i facon (- jeg håber at jeg har fået samlet alle knappenålene sammen). Nu er det pakket pænt sammen i en æske, med en sløjfe udenpå. Gaven til mor.
Billedet er forresten taget med et Canon EOS 350D, som er på prøve.