Ting der virker er magiske. Har du lavet noget, der virker , eller er du ved at lave noget der virker eller vil du gerne have inspiration til din egen ting, så den kommer til at virke – så skulle du overveje Demo Dag

Endelig fik jeg taget mig sammen, lettede måsen fra sofaen, gik ud i vintermørket og fandt frem til DEMODAG – et initiativ igangsat og holdt kørende af Claus Dahl.

Det handler om Ting Der Virker. Og det er sjovt! Desværre dukkede @demodinocom ikke op, men dinoens nedtælling på demodino.com var ligeså fin som ølfortet.

Vi så og hørte om alt fra regneark på speed, software der nærmest gør joomla spiseligt, en WWDC tickets for sale-alarm og logging af aktiveter og autoposting til evernote (Hide nothing and trust everybody) til @dalager som nyan-cat-wannabe-dirigent (lettere ufriviligt…)

Billedet her er af vinder-filmen fra DemoDag-konkurrencen. Skulle du være interesseret i koden ligger den på ge.tt.

Og ja, vi sad og strikkede på bagerste række!

Næste gang er 24. april hos Berlingske. Ses vi?

Information samler artikler:
Det frie internet under pres
samt en

Læs også denne mere udførlige forklaring hos @Morgenthaler og se hans forslag til et brev om ACTA til Europaudvalget i Folketinget.

Hvis du vil være med til at crowdsource, så er det hos Bitbureauet det foregår.

Aktion: STOP ACTA arrangerer demonstration og andre aktioner.

Udenrigsministeriet om ACTA: um.dk

Hvis du ikke har lyst eller mulighed for at støtte økonomisk, så kunne du måske – helt gratis og meget mere bæredygtigt – selv drosle ned for julens (over)forbrug af mad, drikke, pynt, dimser og gaver.

Jo flere (ja, også børnefamilier) der skruer ned for forbruget,
jo mere almindeligt det bliver at holde ‘billig’ jul,
jo mindre stress og forventningspres der er op til jul,
jo bedre en jul får vi alle.

Også de fattige, hvis børn aldrig vinder i gaveræset.

Og hvis du tænker efter, så har du måske alligevel råd til at give julehjælp til de fattige?

• Mødrehjælpens juleindsamling 2011
• Dansk Folkehjælp - Julehjælp til fattige børn i Danmark
• Røde Kors – Giv fattige familier i Danmark en glad Jul
• Folkekirken

Forresten, hvad er der med den jul? Er der egentlig nogen der rigtig nyder den? Som ikke lider af juletraumer?

Alligevel meldte jeg mig ind i Webgrrls, fordi jeg trængte til godt, nørdet, kvindeligt selskab. Faktisk tog jeg tilløb i nogle år, fordi jeg troede at jeg hverken var nørdet eller piget nok.

Senere har jeg været med til at arrangere Geek Girl Meetups i København, noget der bl.a. har fået mig til at være aktiv også som oplægsholder.

Det er slut nu. Jeg stiller ikke længere op som pige, heller ikke som girl. Gerne som kvinde, gerne som mig selv.

Jeg mener stadig at der er en god pointe i at arbejde med kvindelige netværk, at hjælpe hinanden frem/op/sidelæns og at være søstersolidarisk (ikke for at nedgøre eller overflødiggøre mænd, mind you). Det bliver bare ikke som pige/girl/grrl. De tider er forbi.

Her er det Caroline Drucker, der sætter ord på. (Mon ikke hun trods alt er enig i at vi også er kvinder efter menopausen?)

TILFØJELSE: Måske det er ved at være tid til en københavnsk pendant til Ada Aarhus?

Nogen af os havde været på WordCampDK, andre havde været til J-Popcon. Vi var både trætte og glade og det var hyggeligt at mødes der i linie A sent søndag eftermiddag.

20 hæklere/strikkere, facebook, postvæsenet og 1½ måned. Nogle af os mødtes for første gang, da vi hængte det op!

Der er flere billeder her.

Demokratiet har plads til os alle

Dette gruppeprojekt opstod i kølvandet på terror-udåden i Norge.

Reaktionen rundt omkring i det danske politiske liv og underliv var nemlig en hel masse forsøg på at definere lige præcis *den* gruppes forståelse af, hvad demokrati og demokratisk debat er – og pudsigt nok handlede alle definitionerne allermest om, hvem der *ikke* var med i definitionen.

Men sådan er virkeligheden jo ikke. Demokrati, og den demokratiske proces, er ikke bundet til en bestemt hudfarve, en bestemt geografisk oprindelse, eller en bestemt måde at tro eller ikke at tro. Demokrati består simpelt hen af mennesker, også dem vi er uenige med, eller ikke bryder os om.

“Demokratiet har plads til os alle” er ord omsat til noget så lavpraktisk som garn i menneskehænder.

Facebook viste sig at være det helt rigtige sted at finde ligesindede til at omsætte ideen i praksis. Og her er den så – 27 mennesker, halvanden måned og utallige masker senere.

På vegne af Strikkehæklegraffiti
Dana Watsham

I det ene soveværelse synges en snorkesang, i det andet danses en snooze-dans. I stuen sidder jeg i gyngestolen, med ryggen til det mørke regnvåde Vesterbro. I mine hænder et håndarbejde, i mine ører musik der glæder og genopfrisker minder.

Jeg sidder i min lille lysboble, her i mørket. Jeg er glad for at mine mørke morgener er tilbage.

En jernalderlandsby, en kasse fyldt med højskolesangbøger DGI-sangbøger, god mad, kreativitet, bål – det var en god weekend!

Der er flere billeder på Flickr.

En lille episode fra lørdag: Laila, Inger og jeg sad på græsplænen ved åen, og de andre var gået ind for at lave aftensmaden. Vi talte om løst og fast, og Inger spurgte om ikke Grejsdalen var et meget smukt sted. Jo, sagde Laila og jeg i kor, og jeg talte om den gamle fabrik, der er lavet om til boliger. For Laila er der aldrig langt fra tale til handling, så pludselig sad vi tre i Smilende Susie, på vej til Grejsdalen.

Vi forsøgte at navigere os frem uden at køre hele vejen indenom Vejle – det lykkedes dog ikke helt. Til gengæld så vi rigtig mange fine steder undervejs!

På et tidspunkt blev vi ringet op hjemmefra køkkenet, og bedt om at købe guldkarameller og cola med hjem. Lettere sagt end gjort, når klokken er over seks en lørdag aften i Midtjylland. I Jelling fandt vi dog Spillestedet, og gik ind for at se om de mon solgte guldkarameller. Den rare mand i knaldrød Coca-Cola reklame-polo svarede desværre benægtende, men han gik om bag sin disk, bukkede sig ned og pakkede en pose guldkarameller ud og bød os en hver. For helt forgæves skulle vi da ikke gå! Jeg håber ikke han fik en varig høreskade, da vi skraldgrinende takkede mange gange for venligheden…

Derefter fandt vi en Stat-O-il tankstation, hvor vi igen spurgte efter guldkarameller. Mens vi fandt colaen, ledte den venlige unge mand efter guldkarameller, uden held.

På vej ud – vi skulle efterhånden også skynde os hjem til det dækkede bord – fandt vi så ud af hvad man ikke byder gæster på Stat-O-il i Jelling:

Derefter gik det op ad bakke, ned ad bakke gennem en hel del små og endnu mindre byer, akkompagneret af fællessang (fortrinsvis gamle dansktophits) til vi endelig fandt Vingsted Mølle og vores aftensmad, og kunne berette om den vilde jagt. På tre guldkarameller.

Forresten drømmer jeg ikke længere om en af de der lækre lejligheder i den gamle klædefabrik. Den ligger jo i dalen. Som i nede i dalen. Med skoven i nakken og skov på den anden side af vejen. Mørkt, og der er bare alt for mange træer til mig. Selvom der er altså er meget, meget kønt i Grejsdalen.

Væk efter en skilsmisse er som hovedregel muligheden for at have villa, bil, tage på en dyr sommerferie, gå på restaurant eller tillade sig anden luksus. Det gælder for både mand og kvinde, og især hvis de ikke finder en ny partner at bo sammen med.

Artiklen deler nogle gode råd om ægtepagter og pensioner og om at lave aftaler, mens man stadig er gode venner.

Det der for mig er tankevækkende, er ikke det at en skilsmisse er dyr, det er at måden vi lever på er så dyr.

Vores boliger, biler, vores ferier, i det hele taget vores forbrug. Det er ikke kun deltagerne i Luksusfælden, der bruger alt for mange penge. Det gør vi næsten allesammen.

Hvorfor bor vi så dyrt?
Da vi engang kiggede på hus, regnede vi hele tiden på hvor meget vi havde råd til at købe. Og så købte vi det dyreste, vi havde råd til. Surt, og vi har lært på den hårde måde at dét i hvert fald ikke er nogen god idé. Som husejere med stram økonomi er der hverken råd eller tid til ret megen sjov. Der skal jo arbejdes for at tjene pengene hjem. Til det hjem, man ikke rigtig har tid til bare at nyde, fordi der jo er alt det der arbejde og transport.

Hvorfor rejser vi så langt væk?
Ferie er bestemt en god ting, og jeg har holdt rigtig mange gode ferier, også langt væk hjemmefra. Men nogle af de bedste ferier har været dem hvor vi har haft tid til at være sammen, og til bare at være – om det så var i et lejet sommerhus i det østlige Tyrkiet, en familiejul i Beijing, på cykelferie i Danmark eller i et fint lille torp i Sverige, hvis ejere ikke er bange for at dele med deres venner.
Selv om det er spændende at rejse, at opleve nye kulturer og få sol på kroppen, så kan det også være skønt at tage toget til Stockholm og passe hus for nogle bekendte ligesom Jennie og hendes familie gør lige nu.

Hvorfor køber vi hele tiden nyt?
Nyt tøj, nye sko, nye bøger, nye møbler, nye tallerkener, nyt garn, nyt sportsudstyr… også selv om vi har nok i forvejen. Vi bliver bare fristet at noget der er lækkert, nyt, shiny, fristende – og så køber vi det. Fordi vi har lyst og fordi vi kan.
Hver måned når det er store flyttedag her i Trekantskarrén hvor vi bor, bliver der kasseret møbler, køkkenudstyr, bøger og meget andet brugbart. Hvis det ikke bliver klunset inden mandag morgen, så ryger det i storskraldskværnen.
Tænk hvis vi i stedet kunne finde ud af af dele lidt mere, måske endda at undvære lidt mere? At give og modtage ting fra hinanden. Ikke fine, dyre gaver, men gode brugte ting, der stadig har masser af brugsværdi – bare for nogle andre mennesker.

Hvorfor skal vi alle sammen ha’ vores egen boremaskine?
(udskift selv med have, fiskestang, badevægt, bil, sommerhus, vaskemaskine)

Ok, ja, jeg er en gammel hippie, og nej, jeg har ikke alle svarene på de svære spørgsmål. Hvis du har, vil jeg meget gerne lytte til dig.

Jeg tror bare ikke på at det nytter noget at stramme elastikken alt for meget. Hverken tids-, økonomi– eller miljø-elastikken. Der skal helst være plads til at rykke, når det bliver nødvendigt. F.eks. i tilfælde af arbejdsløshed, skilsmisse, sygdom eller bare… lyst til forandring!